I forbindelse med at vi snakker med børnepsykologen vedr. Iduns trivsel, er vi kommet igang med et projekt, hvor vi igennem ‘børnestyret leg’, skal lære Idun noget mere selvværd og lære hende, at få sine dejlige sunde reaktioner tilbage og ikke de der udbrud, som hun har svært ved at kontrollere – som har været de sidste to års tid.

Skolepsykologen, mener ikke at det er så godt i første omgang at have snakke-sessioner med en pige på 8 år, da det vil forvirre hende, hvornår hun må snakke om de ting der plager hende og ikke.

Så det bliver i hele hendes netværk. Og en del af det vi skal gøre, er at lave børnestyret lege-tid hver dag mellem 5 min og 15 min. Vi skal bestemme tiden på forhånd, sætte ur og være 120% hos hende og det er hende der styrer legen i legetiden.

Idag havde vi så begge to legetid med hende. Tom nåede også at have legetid med Frigg, det nåede jeg ikke, fordi Friggselejsen var meget meget træt og blev puttet tidligt.

Iduns legetid med Tom var mens jeg var på arbejde. De tegnede og tegningen udviklede sig helt efter Iduns hovede.

Iduns legetid med mig, var på hendes værelse. Jeg forklarede hende, at det fra nu af, skulle være legetid hverdag og at det var hende der bestemme i legetid og at det var så og så lang tid og vi stillede ur, inden vi gik igang.

Hun starter så med at sige: Mor du er gæst på mit værelse, så det er dig der skal bestemme hvad vi skal lege… (urk tænkte jeg: Den situation havde vi ikke lige gennemgået med skolepsykologen. Tænke tænke: hvad gør jeg nu?!… Jeg sagde så, at jeg var jo kommet for at lege med i hendes leg, så det var jo hende der skulle bestemme… Og det gjorde hun så heldigvis :D)

Hun satte musik på, for sådan skulle det være på hendes værelse, når man leger.

Vi legede med barbie dukker og først var de barbier der skulle i biografen, så vi skulle skifte tøj på dem. Mens vi skiftede tøj, blev de så til prinsesser, der skulle på tur i parken og til sidst var de så gymnasiepiger der spillede prinsesser i skole-skuespillet 🙂 Så ringede uret. I morgen kan vi så lege videre, eller lege noget andet, som Idun bestemmer.

Så syntes hun så også at vi skulle have legetid den anden vej, så vi også havde 5-10 min hvor det var mor der bestemte. Og jeg sagde så at vi havde haft min legetid, da vi lavede mad – for der var det jo mig der bestemte 🙂

Tom læste bog på hovedet med Frigg. I Friggs legetid.

Det med børnestyret leg, er faktisk ikke så nemt som man tror. -Det er faktisk super svært. Og lidt angstprovokerende for en som mig. Jeg syntes ikke jeg er ‘sådan en der er god til at lege’… Men altså – jeg er jo alligevel i en rivende udvikling, så det er jo ikke så skidt at smide et lag mere på i min personlige udvikling, det skal helt sikkert også gøre godt for mig, og ikke kun for Idun :o)

Men altså – det handler rimelig kort fortalt om at man skal lege med på barnets fantasi og præmisser og være støttende og lyttende og interesseret, uden at tage over i legen, som voksne tit gør. Styre og komme med forslag. HVis barnet siger: Nu er denneher dukkeseng et rumskib og vi flyver lige til månen, selvom vi før var ved at putte dukke fie, så skal vi bare følge med barnet, uden at sige: Men hov, var du ikke ved at putte dukke fie?

Det var MEGET kort fortalt. Så det er vi så gået igang med nu. Frigg forstår det jo ikke, men det er en god idé, at gøre det med hende også. Men Idun forstår det og er allerede vild med konceptet…

Vi skal føre en kort dagbog over vores legetid, som vi skal snakke med skolepsykologen om næste gang. Så det kan jeg jo meget passende gøre her på min blog. Den trænger også til lidt liv igen 🙂

-over and out –