Idun kravlede ind under min dyne. Hun moslede sig helt tæt på mig. Kunne mærke hun var lidt urolig.
Lidt efter hviskede hun til mig: Moar… Er alt i verden ondt? – Jeg tænkte, hvor kommer så store ord og tanker dog fra i det lille skønne, væsen?
Jeg sagde til hende, at verden ikke var ond. Hendes verden var slet ikke ond og mor og far elsker hende og passer på hende.
Jeg spurgte om hun havde drømt noget og hun svarede ja. Men hun kunne ikke helt forklare hvad, bare at det var ondt.
Hun puttede sig ind til mig og faldt til ro.
Hvad kan det lille menneske dog ha drømt, så hun troede at hele verdenen var ond? :o(
– over and out –
