Vi har lige haft en weekend, hvor der er ret mange forældre i DK der har mistet deres børn i ulykker… Jeg får bare myrekryb. Det startede lørdag med den lille dreng på 5 år, der drev til havs på sit badedyr ved fralandsvind i musholmbugten… Faren løb efter ham ud i vandet. På 10 sek var han 50 meter ude…
Så kunne man tænke: HVAD HELVEDE SKER DER, hvorfor er der ikke snor i ham osv. Og ja, det gør faktisk bare omstændighederne værre for forældrene, der altid vil banke hovedet ind i væggen af sorg over at have mistet… Og de kunne have forhindret det…
Så var der de 3 drenge, der er blevet slået ihjel, fordi de kørte markræs i et gammelt millitærkøretøj. Så tænker man også: Er det fedt, at 4 drenge på 13-14 år kører markræs alene? Eller hvad… Der er jo mange der kører markræs på landet. Jeg har aldrig hørt om nogen der er død af det før nu. Men er de blevet på marken, hvor de skulle være? Eller har de været for (dum)dristige??..
Igår, slog vi lige hovedet på sømmet, med den 3 årige pige, der løb ud foran en bil, for øjnene af sine bedsteforældre.
Av mit hjerte…
Samtidig har jeg det sådan: JEG VIL IKKE PAKKE IDUN ind i vat. Hun skal lære af livet. Jeg vil gerne opdrage hende til at være et fornuftigt tænkene menneske, der kan træffe de rigtige beslutninger. Men klart, jeg vil ikke have at hun leger på et badedyr, uden man er ved siden af hende i strandkanten. Sådan er jeg opdraget. Det gjorde mine forældre også med mig, med mindre det var i Bellahøjbadet, hvor der jo var livreddere overalt og vi løb rundt og legede i den store park…
Men puha… Jeg er altså bare blevet SÅ blød, efter jeg blev mor. JEg kan bare slet ikke have den slags ting. Den kærlighed, jeg føler til Idun.
Tanken om, hvis en af os skal gå bort. Forfærdelig. Hvis man får revet sit barn ud af sine arme, for at det for evigt er væk.
Av mit hjerte. Jeg bliver bare så forfærdelig tænksom og håber at jeg kan være der for min datter, så hun vil være tryg og sikker, uden at pakke hende ind i vat!!
– over and out –
