Det føles bare så underligt. Vi var til nakkefoldsscanning idag. Det eneste jeg har været bekymret for, var om de flyttede min termin. Jeg gik og tænkte: Ai hvis de rykker min termin, så bliver jeg tosset. For jeg VED bare, hvornår jeg er blevet gravid…

Vi kommer ind. Jeg folder bukserne ned. Hun fører apperatet på mig og begynder at kigge. Det første vi ser, er et hovede, arme og ben der ligger og spræller. Små bitte arme og ben, men de spræller og jeg tænker: WAUW hvor dejligt. Den er bare så fin og glad. Sikke en glad lille en vi har der. Der allerede ligger og spræller. Selvom dens hovedskal kun er 22mm bred…

Pludselig skifter hendes udtryk i ansigtet… Hun siger at hun bliver nødt til, lige at hente en læge.

Lægen kommer. Vi får atvide, at det ser meget slemt ud. Nærmest abnormt. Nakkefolden er ikke en nakkefold, men en væskeansamling, der er på hele rykken, fra nakken. Den er 11mm bred, på det bredeste sted, hvor den burde være 2mm max…

Jeg føler mit hjerte hamre og jeg bliver fuldstændig bleg. Jeg kan slet ikke sige noget. Husbonni spørger ind til det. Spørger til, HVAD der kan være galt. Spørger til hvor stor risikoen er. Risikoen er høj. Ekstremt høj. Normalt, når man taler om høj risiko, er den 1:250. Altså en ud af 250 for at der er noget galt…

Vores risiko er 9:1… Altså omvendt. Altså 90% risiko for at babyen ikke bliver. For at babyen har downs, eller en anden alvorlig kromosomfejl. – Det er både blodprøven og scanningen der viser HØJ risiko.

Hvis babyen er syg, skal vi sige farvel til den. Ingen tvivl om det. Vi skal ikke have et barn der er sygt, der skal på hospitalet, specialskoler, skal opsluge hele familiens energi og som ikke vil få et normalt liv. Sådan har min holdning altid været og den føles helt klar, selvom jeg har et konkret liv inden i mig, at tage stilling til. Jeg vil aldrig kunne gøre det mod Idun. Jeg har set før, hvordan en handicappet lillesøster/bror, tager hele familiens energi og pladsen fra Idun.

Vi har altid haft den holdning til familieliv, at vi skal være en FAMILIE. Vi skal være sammen alle sammen. Sådan vil det ikke blive, hvis vi har et handicappet barn. Eller så handicappet, som der er risiko for.

I morgen skal vi på sygehuset igen. Vi skal have lavet moderkagebiopsi. Risikoen for spontan abort er 1-2% ved moderkage biopsi, men når risikoen for at babyen går til er 90%, så vil jeg ikke gå og vente i 2 uger, før jeg kan få lavet fostervandsprøve i stedet. Det kan jeg simpelthen ikke.

Nu skal jeg skrive til mit arbejde, at jeg ikke helt ved, hvornår jeg er klar til at gå på arbejde igen og så skal jeg finde ud af mig selv. Jeg føler mig bare HELT tom inden i.

Vi var bare så glade, da vi så den sprælle. – Jeg var så glad for at husbonni var med, for jeg kunne slet slet ikke spørge om noget. Jeg sad bare og var tom inden i. Jeg var helt lamslået.

Ironisk nok, så passede min termin…

– over and out –