Jeg får spat, når jeg hører den vending. ‘Det må jeg indrømme’. Det begyndte med Iduns første dagplejemor. Hun sagde det nærmest efter eller inden hver sætning, ej altså – det må jeg indrømme.

MÅ du INDRØMME det? – tænker jeg… Indrømme? Det er da noget af en bekendelse…

Folk står nede i køen i Føtex. ‘Det er godtnok træls, at denne her kø, ikke bevæger sig, må jeg indrømme’ – Hvorfor må du indrømme det? Er det noget der er hemmeligt? Er det noget du bliver forhørt om?

‘Jeg kan godt lide æbler – må jeg indrømme’…

Jeg kunne blive ved! Men jeg forstår det virkelig ikke. Det er den mærkeligste, mest bizarre vending – og totalt træls at høre på – , der er blevet populær indenfor de sidste 5-6 års tid.

mmm… Jeg måtte bare lige af med, ellers fik jeg et føl. 🙂

– over and out –