Jeg har snakket med lægen. Jeg ringede, fordi vi syntes der var gået lidt længe. Han sagde også at han mente at vi ville have fået hurtigere svar, så han ringede til laboratoriet og han har lige ringet tilbage.
Vores spunk har trisomi 21, som er et svært tilfælde af downs. Det i samhold med billederne af den, ville den højst sansynligt kun leve ganske kort tid, hvis det nåede til at den kunne blive født.
Han sagde, at det selvfølgelig er vores helt eget valg, men at han støtter, os i valget om at få den fjernet, da den er så medtaget at gennemføre graviditeten og at den efterfølgende nok ville dø, ville være forbundet med så meget smerte.
I morgen skal vi møde på sygehuset og skal have sat tingene igang. Forhåbentligt kan de fremspeede processen, så vi kan få det afsluttet i weekenden. Få fred. Nu ved vi i hvertfald, hvordan verden hænger sammen og vores spunk under alle omstændigheder er for syg til livet. Der er ingen tvivl, ingen dilemmaer, ingen ‘kunne den have fået et godt liv på trods’. Ingen ting. Den skal have fred. Vi skal have fred og komme videre.
Lave nyt liv, når min krop er færdig med det her. Lave ny lillebror eller søster, når vi kan.
Jeg er ked af det, men samtidig ufattelig lettet over, at det ER det, den fejler. Både så vi kan få ro NU og ikke skal vente endnu en uge, men også fordi der ikke er nogen tvivl.
Den skal have fred og vi skal have fred.
Farvel spunk. Du var ønsket og elsket, og vi siger farvel i kærlighed.
– over and out –
