fre, december 28, 2007 00:57:55
Kære Birgit Pouplier,
Jeg skriver til dig, fordi jeg netop har læst Lenette i Afrika færdig. Faktisk er jeg ‘ikke sådan en person der læser’, jeg er sådan en person der skriver, men dine bøger om Lenette, dem elsker jeg. Eller dvs. jeg har altid elsket “Lenette og hendes grimme hund”. Jeg brugte mange år, som barn og teenager på at søge “Lenette får en storebror”, rundt omkring på antikvariater, men uden held.
For kort tid siden, fandt jeg den på Internettet – antikvariat.net – og fandt faktisk 2 eksemplarer, både af “1’eren” og “2’eren”, som jeg alle købte og gav det ene sæt væk til min bedste veninde, da hun også er “Lenette fan”.
Da jeg havde læst “Lenette får en storebror”, fandt jeg ud af at du havde skrevet en efterfølger til de to. – Jeg blev forundret, da jeg aldrig havde vidst dette. Jeg søgte information på Internettet og fandt dog ikke bogen til at købe, men på biblioteket.
De 2 første bøger, har jeg læst højt for min datter på 3½ (og lidt mere – hvis man spørger hende selv). Men den sidste bog, den fængede hende ikke helt. Det slog mig også, som værende skrevet i et mere voksensprog og mere detaljeret end de to første bøger.
Dog syntes jeg godt om bogen og læste den videre for mig selv.
Alle bøgerne har for mig været en historisk rejse. På hver sin måde. Jeg vil starte fra starten:
Lenette og hendes grimme hund:
Det er min mors bog. Jeg læste den mange gange som barn. Jeg fik sådan en følelse af at det var min mor, jeg læste om, da hun er vokset op alene med sin mor, netop i sådan en lejlighed i København. Dog har min mors barndom ikke været præget af en lykke, som jeg virkelig føler stråler ud af Lenette. Men jeg drømte mig til, at min mor var Lenette.
Lenette får en storebror:
Den bog, har jeg kun læst en enkelt gang, da jeg først har fået den for nylig. Jeg føler mig virkelig som børnene, i alt hvad de laver og elsker at Lenette har det forhold til Axel som hun har. Som voksen, er jeg selv flyttet på landet og væk fra København. Lenette kom tæt på mig, på en anden måde end den første bog, – hvor hun var min mor. :o)
– Så kommer vi til den sidste bog. Først; Der er noget jeg ikke forstår, med kronologien. Det tænkte jeg på lige fra starten.
Der står på bogen, ”…Lenette som nu er blevet 12 år…”
Men hvis vi er med til Lenettes 8 års fødselsdag i den første bog og Axel bor hos hende i hendes 9ende år, hvordan kan hun så pludselig blive 12 år? Lenettes mor, er jo gravid, da vi forlader dem i bog nr. 2, så der er ikke nogen år vi er gået glip af.
Måske er det bare mig, der ikke helt kan holde rede i det med årene, men det har i hvert fald undret mig en del. – Måske du kan rede trådene ud for mig? :o)
MEN;
Lenette i Afrika:
Her til aften, har jeg netop læst den færdig. Jeg må sige, jeg kun én gang før har været så berørt af en bog. Jeg var lige ved at græde, da jeg læste slutningen. Det at Lenettes lillebror/søster ikke fik lov til at leve? – Det at tiden i Afrika, gled i baggrunden, med sådan et brat skift. – Det var hårdt og jeg er faktisk helt groggy!
Måske er det fordi jeg ikke er en trænet bog-læser, måske er jeg følsom fordi jeg er mor – jeg ved det ikke. Men det slog mig helt ud. – Også ovenpå det dramatik børnene var igennem på deres ridetur, lige inden Lenettes hjemkomst til Danmark.
Jeg ved også at tiderne, fra 1969 til nu er anderledes. – Og det at føde et barn for tidligt idag, ikke er slemt, som for knap 40 år siden. Min veninde har just født en datter en uge tidligere end Lenettes mor og hun var levedygtig – men havde nok ikke været det på Lenettes tid.
Jeg har også tænkt rigtig meget over, netop denne bog. Det undrede mig, indtil for en halv times tid siden, hvordan du kunne skrive så detaljeret omkring Afrika, forholdet mellem sorte og hvide, alt det byggeri dernede osv. – Nærmest som en film, så detaljeret. Da læste jeg at du havde boet der med din mand. Så faldt brikkerne på plads!
Men Kære Birgit Pouplier, jeg læste på Litteratursiden, at man kunne skrive til dig, så det gør jeg. Jeg vil rigtig gerne fortælle dig, at du er en af de få mennesker på denne jord, der har skrevet bøger der virkelig har rørt mig! Så håber jeg blot, at jeg finder mit eget eksemplar af “Lenette i Afrika” en dag, så min datter også får glæde af den. Og at hun vil falde for bøgerne ligesom jeg og læse dem igen, når hun bliver ældre!
Jeg håber, hvis du har tid, at du kan svare mig på mine spørgsmål.
Mange mange tak for bøgerne! De har en stor plads i mit hjerte.
Venligst
