Friggs vej til verden, med mine egne ord 🙂

Til at starte med, havde jeg jo ønsket mig at føde enten den 1. september eller den 8. – Bare for sjov, fordi det ville være gode fødselsdage. Den 1. fordi vi så ville have 2 piger der var født den 1. eller den 8. sep., fordi det så ville være 080910. Men i mandags, da jeg var til svømning sagde jeg så: Jeg føder på onsdag 😉 Rigtig kæphøj og sådan set mest for sjov. Men hun havde drejet og værket derinde i siden torsdag, så jeg havde en fornemmelse af at jeg ikke ville gå mega længe mere. Samtidig var jeg denne gang jo også helt sikker på min termin, så jeg regnede ikke med at gå over tid. Udover det havde Mie sagt at hun stod så lavt, så hun regnede med at jeg senest fødte ugen op til. – Så alt taget i betragtning, sagde jeg mandag: Jeg føder onsdag!

Tirsdag var jeg til Jordemodergruppe. Vi var hos en af de andre, der havde født. Franziska og jeg havde termin senere i løbet af ugen og Franziska har ligget sygemeldt, fordi der var risiko for at hun skulle føde for tidligt. Og nu her op til termin, var der nærmest ingenting på vej. Så hun var lidt æv og ville bare gerne mærke tegn. Mie satte akupunkturnåle i hende, for logge eventuelle veer, der lå på lur frem. Jeg tænkte, at jeg jo ikke engang har termin endnu, så det behøvede jeg ikke.
Vi fik dog mærket mave og alt det der, og der var en jordemoder stud Stine med.
Da de andre var gået sad Franziska, Anne og jeg og snakkede… Jeg aftalte med Franziska at hun ville føde senere i dag og jeg ville føde i morgen. Da jeg kørte der fra tænkte jeg: Nu bliver jeg da helt gak – Jeg har jo ikke haft plukkeveer hele graviditeten, hvorfor kommer de så nu? Jeg er jo lige blevet undersøgt af jm… mmm… GODT så, det er bare indbildning 😉

Da jeg kørte derfra kørte jeg lige en tur i netto og en tur i Jysk, inden jeg kørte hjem. Husbonni var desværre blevet vækket af en journalist. – Mega træls, at de skal finde hans telefonnummer!!
Da jeg kom hjem, så værkede det og gjorde ved i mit understel og jeg havde plukkeveer. Jeg prøvede at fortælle ham at der skete en masse og jeg altså ikke rigtig regnede med at han skulle tage på arbejde om aftenen… – JAJA, sagde han … Og tænkte ikke videre over det. Vi snakkede videre… Og jeg prøvede igen at kommunikere til ham, hvordan jeg havde det og han sagde: Jamen søde skat, jeg kan jo ikke bare blive hjemme, fordi det er hyggeligt!!! – Jeg havde åbenbart stadig ikke helt forklaret ham at jeg mente det helt seriøst 😉
Jeg forsøgte at lave det fars jeg havde taget ud til om morgenen og plukkeveer og sager blev ved… mmm…

GODT så 😉 Jeg gik tilbage til ham og sagde at jeg altså lige ville kontakte Mie, så kunne HUN finde ud af om han skulle tage på arbejde om aftenen eller hvad. Mie kom ved 19 tiden og undersøgte mig. Hun sagde at jeg var 3 cm og min livmoderhals næsten var væk og at han ikke skulle tage på arbejde 🙂 Kanon – Frigg VAR på vej. Så var det med at tænkte: Kommer hun ud i dag, mens det stadig var August, eller ville hun vente til efter midnat, hvor det var september? 😉 Mie blev, jeg havde egentligt regnet med at hun ville køre og komme tilbage senere. Men hun begyndte at hjælpe til, med at gøre klar.
Lige pludselig fik husbonni super bygge-rede, ordne overalt humør og jeg var sådan lidt forvirret 🙂 Vi fik kontaktet dem der skulle kontaktes. Sussie var dog stadig syg, så Michelle kom i stedet for at være Iduns støtte. Vi fik teknikken til at køre og alt var efterhånden klart. Mie havde aldrig set en med rimelig regelmæssige veer, sidde og ordne alt muligt IT osv. Hehe. Men det var også rart med lidt adspredelse 🙂

Nå, men altså ved 9 tiden kom de andre. Angelica, der skulle være altmulig hjælper, Stine der jo var JM stud og Michelle der skulle hygge om Idun.

Jeg havde jo ønsket mig at jeg skulle få en fødsel, der ikke tog halvanden time, så vi også havde brug for hyggen og hvad jeg ikke vidste på det her tidspunkt, var at jeg nok fik en anelse mere, end hvad jeg havde drømt om 😉

Men altså – jeg havde da nået at få ordnet farsen, så jeg havde kødboller, og frikadeller og forloren hare i fryseren. Det var godt for alle fødselshjælperne at der var frikadeller, for der blev da ædt ca. et kilo frikadeller i løbet af natten 🙂

Jeg er lidt i karret. Desværre syntes jeg at mine veer bliver helt væk, når jeg er i karret og jeg har det bedst, når jeg står op og kan arbejde med veerne… Jeg bliver irriteret af at stå foroverbøjet henover en stol og jeg beder husbonni hænge et torv op, som jeg kunne hænge og danse i. Det var en SUPER dejlig beslutning, det reb blev min bedste ven resten af natten 😀 helt kanon. – Jeg har senere fået atvide af Maria, at hun bare sad og tænkte: WHAT?! Hvad skal han med det der reb???? Det så åbenbart lidt sjovt ud på streamingen 🙂

Jeg var så glad. Jeg var så glad og lykkelig, da jeg hang i mit reb og små dansede med mine veer. – Jeg opdagede slet ikke at Husbonni optog det på videoen, at jeg stod det og bare ævlede om, hvor glad og lykkelig jeg var og tårene begyndte at begyndte at trille ned af mine kinder, – af glæde… Det var bare så fedt. Det var helt perfekt. Stemningen var perfekt og jeg var tryg og glad og glædede mig til, hvad der skulle komme – selvom jeg havde mega ondt og ikke rigtig de store pauser mellem veerne…

Men altså, det skrider stille og roligt frem henover aftenen. Da vi når over midnat har jeg godt voldsomme veer og jeg er ved at være nede og ’bide i græsset’. Skønt. Jeg er efterhånden 7 cm og vi er forhåbningsfulde for at snart skal gå stærkt. Vi tager Idun ind i stuen, som dog sover videre, fordi vi regner med at der snart vil ske noget med de veer…
Mit vand var gået og hun skruede og skruede følte jeg. Men hun kom ikke rigtig nogen vegne…

Desværre har hun kilet sig fast. :-/ Mie forklarer mig, at vi SKAL have hende til at vende sig, for ellers kommer hun ikke ud og at hun har nogen idéer vi kan prøve og ellers må vi vurdere situationen og i sidste ende køre af sted på sygehuset… (jeg fik et lidt underligt dejavu fra Iduns fødsel, hvor der også opstod en lidt lignende situation, bare ikke helt så konkret… )

I første omgang ville hun prøve Rebozza metoden. Jeg har læst om det på nettet, hvor man ligesom bliver rystet lidt mellem veerne, så man kunne logge baby lidt baglæns og til at dreje sig. Det var meget mere behageligt, end jeg havde regnet med, da jeg havde læst om det.

Så kommer jeg op på sofaen, hvor jeg bliver lagt på siden og skal SLAPPE af, så vi kan prøve at logge hende til at dreje sig. Når jeg havde SLAPPET AF, ville jeg blive rystet igen. Denne gang af husbonni. Da jeg lå og slappede af, så opdagede man jo, hvor smart kroppen er indrettet. Når babyen sidder fast og ikke kommer videre, så går veerne også i stå næsten. Jeg havde næsten ingen veer og fik sovet i 2 x 20 min ca. Det hjalp også på energien.
Mie fik også lige taget en powernap og der var helt ro på herhjemme… Da Mie stod op, sagde hun at hun havde brug for at det kom friske øjne på situationen, hvis jeg skulle have en fair chance for at komme igennem det bedst muligt. Det havde jeg det helt fint med. Jeg var fuldstændig tryg, ved alt hvad Mie havde gjort og jeg var også helt tryg ved at der ville komme ny energi ind i projektet, lidt senere…

Mie mente at hun havde drejet sig lidt. Jette ankom og de snakkede om situationen. Jette besluttede at hun fysisk ville prøve at DREJE Frigg, så hun ville komme den rigtige vej ud. Det viste sig at hun havde roteret den vej hun skulle, men så havde drejet hovedet, så hovedet stod skævt… Grrr… Men altså, hun valgte simpelthen at fysisk tage fingrene op på hovedet af hende, i to veer skubbe hende baglæns, tage hul på en vand-lomme der stod vedsiden af hendes hoved og det hjalp hende så også med at blive skyllet rigtig ned igen. FOR FILANS I FUSEN OG SHITE, det gjorde nas, skal jeg ellers hilse at sige!!!… Men jeg var tryg og vidste at det var nødvendigt for at det hele skulle få en chance for at ende som jeg ønskede mig det 🙂

Men altså – dette her skete, så vidt jeg ved omkring 5tiden om morgenen. Herfra gik det ellers godt nok en del derudaf. Mie havde givet mig akupunkturnåle i, på ve-stimulerende steder, inden hun var gået og det hele kickede ind på mig nu. Frigg stod den rigtige vej ned og bankede endnu mere på. Veerne var hyppige og kraftige. Men det fede på det her tidspunkt, var at selvom veerne var endnu kraftigere, så havde jeg pauser imellem  Yay… Dem nød jeg og røg helt ind i mig selv og stod og dansede og dansede med mit reb.

Jeg kom i karret igen. Jeg begyndte at syntes det gjorde ONDT nu. Veerne var SUPER kraftige og det føltes som om det hele skete samtidig.
Til sidst var jeg 9 cm åben. – den vej ender det jo på et tidspunkt. Det gjorde ONDT og fordi hun havde stået skævt længe, var der kant på livmoderhalsen. Jeg begyndte at have presseveer og Jette skubbede på kanten, mens jeg havde presseveer. – Endnu et dejavu til Iduns fødsel. Hehe. Jeg mindes også at Hanne pressede på en kant og det gjorde MEGA nas, der i starten af presseperioden. Jeg blev Så gal på den der kant. Jeg var SÅ gal og jeg følte bare ikke jeg kunne overskue flere veer. Jeg var træt og jeg var gal og jeg havde det bare sådan – nu skal det bare snart være OVERSTÅET!!!

Jeg følte jeg skulle kaste op. Jeg fik mega bræk-refleks, men sjovt nok, følte jeg at der kom mere ud bagtil, når jeg fik opkastfornemmelser. Om det var fostervand, eller hvad, så gjorde det i hvert fald en masse for processen, føltes det som om. Og der kom ingenting op.

Pludselig fik jeg mega tudetur. Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor eller hvordan. Jeg hulkede og hulkede. Det føltes rart og befriende og gav mig lidt ny energi. Jette syntes det var super godt, så jeg kunne få frigivet alle de følelser, omkring tingene der var sket indtil det her og give slip, så vi kunne sige velkommen til Frigg. Det føltes også godt, selvom jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg græd så meget lige der.

Idun vågnede og sad på skødet af Michelle og puttede. Det var bare SÅ flot hun var så tapper. Jeg har set på en af HD videoklippene fra bagefter, at jeg mellem 2 presseveer og en masse HØJE UDBRUD, får spurgt Idun om hun godt ved at mor er OK og at det hele er ok og det svarede hun mig ja til 🙂 skønt. Min store skønne pige!! ELSKER hende 🙂

Men altså – i denne her periode, havde jeg bare SÅ meget lyst til at RÅBE og BRØLE at ’JEG KAN IKKE!!!!!!! JEG VIL IKKE!!!!!!!’, men vi havde jo snakket en masse om at være positiv og positiv forstærkning og hjernesnyd og alt det der, så selvom jeg bare fik den tanke ÅH fuck, hver gang der kom en ve, så fik jeg mandet mig op og brølede: ’JEG KAN GODT!!! JEG KAN GODT!!!! KOM SÅ BABYYYYYY!!!!!’ Det var faktisk meget rart, og jeg ’overlevede’ jo også alle veerne 😉 Heldigvis. Lige på det tidspunkt, er der jo sådan ca. slet ingen vej udenom på hverken den ene side, eller den anden side. Hehe…

Men altså – jeg kunne mærke at hun var på vej, men var også usikker på om de der kant var væk og om jeg kunne give fuld gas, uden at det gjorde ’træls’ ondt… Så forsikrede Jette mig om at kanten var væk og at der var klar til fuld gas.

Jeg tog hånden ned og kunne følge mine presseveer. Jeg mener faktisk ikke jeg havde særlig mange, før, jeg fik hendes hoved ud det var fantastisk. Jeg tog min hånd og aede hendes hoved… Det var helt fantastisk. Faktisk så nåede jeg at springe en ve over, fordi jeg nød at sidde og ae hendes hoved, og lige vende mig til at hun kom NU. Så kom næste ve og vi har så set på videoen at Jette når at sige: NU RÅBER DU IKKE MERE, NU PRESSER DU!!! – Hun var sådan lidt – ai altså, over at høre sig selv bagefter, men jeg havde det super fint med det. I den situation var det, det jeg havde brug for. Desværre havde Frigg nået at få en lille blodsprængning i det ene øje, fordi jeg havde sprunget den presseve over. Men altså – hun kom ud i denne presseve. Hun kom ud og jeg tog hende op. OGSÅ GRÆD JEG!!! (igen hehe). Og jeg tudede og tudede og følte mig så overrumplet, glad og lykkelig. Jeg følte mig ligeså overrasket, som da Idun kom ud. Det var helt perfekt. Idun kom over til mig og husbonni var der. Vi var bare helt sammen os det. Os alle 3, var blevet 4. Det var fantastisk 🙂 HELT FANTASTISK.

Kærligheden skyllede ind over mig med det samme og alle de tanker, jeg havde inden om, det nu ville være sært at være mor til 2, om jeg ville elske Frigg så meget som Idun med det samme og alting. Det var bare væk. Det var en stor kærlighedsbobbel og jeg var super glad for at være mor til 2 med det samme. Jeg kiggede på Husbonni og følte med det samme at begge vores piger var helt inde i hjertet på ham. Det var fantastisk.

Jeg sad en god halv time i karret bagefter, mens vi ventede på at moderkagen skulle stoppe med at pulsere og mens vi ventede på at moderkagen skulle komme ud. Det var super hyggeligt. Jeg græd og kyssede min nye datter. Min store datter og Husbonni. Frigg var helt dækket af fosterfedt, fra top til tå. Fuldstændig, et tykt lag smør. Jeg blev også dækket af det… hehe. Da Husbonni fik hende op, blev hans bluse smurt helt ind i det også…

Da moderkagen var kommet, så kom jeg op af karret og gik i brusebad. Det føltes jeg pludselig en trang til. Det havde jeg også, efter jeg kom op af karret med Idun. Jeg følte mig ikke engang snasket eller noget, for der var stort set ikke noget blod eller noget som helst i karret, men jeg trængte bare lige til det.

Vi kom ind på sofaen og jeg blev undersøgt. Ikke en rift eller en sprække. – Jeg havde ikke engang ondt i måsen.
Jeg er øm i lænden, og det er jeg faktisk stadig, fordi hun stod kilet fast, mellem min lænd og mit skamben meget længe… Mmm. Men det går nok snart væk 🙂

– For lige at forklare, hvad jeg har fået forklaret, der skete og give en slags efterskrift:

Frigg havde sat sig 90 grader forkert på retningen i mit bækken. Så i stedet for at komme sidelæns ned, så kom ud med næse og baghovede mod henholdsvis ryg og skamben. Så sad hun fast. Hun ville ikke kunne have kommet længere og uden tiltag, var det blevet farligt. Jeg følte mig på intet tidspunkt utryg og jeg følte på intet tidspunkt at situationen var ude af kontrol. Jeg ønskede at jeg kunne gennemføre det, som jeg ønskede uden alvorlige indgreb og jeg fik den hjælp jeg havde brug for.
Det at jeg havde 2 fantastiske kompetente jordemødre, der kunne hjælpe mig igennem det og havde erfaringen og idéerne til at gennemføre det herhjemme uden at det blev farligt. At vi havde tiden med os og ikke behøvede at stresse, var skønt. På intet tidspunkt viste Frigg tegn på stress. Hendes hjertelyd var stabil og det virkede som om hun bare stolede fuldstændig på hendes omverden, allerede inden hun havde set dagens lys 🙂

Det rebozzo metoden skulle gøre, var at logge hende lidt baglæns, så hun skulle fortsætte den rigtige vej ned i mit bækken. Det virkede som sådan også, men hun nåede så at vende hoved lidt, så at hun sad fast igen, på en lidt anden måde. Det Jette så gjorde, med fysisk at presse hende tilbage igen og få skubbet hende ordentlig ned på plads, gjorde så det sidste, til at Frigg kunne komme den rette vej igennem. Det var helt fantastisk.

Jeg er overlykkelig for at fødslen gik som den gjorde. Jeg følte mig med hele vejen og jeg er ikke ked af at forløbet ikke var et 2½ times turbo forløb uden ridser i lakken. Det vigtigste var for mig, at jeg følte mig med i det og havde ro og ingen stress. Jeg var 110% tryg og GLAD hele vejen igennen – også til sidst, da jeg var SÅ vred og råbte at den fucking lortekant, nu bare skulle gå væk 😉

Så Friggs vej til verden var fantastisk og jeg var glad for at dele den live, med hele verdenen. Det var også en oplevelse, men ikke noget jeg rigtig tænkte over undervejs i fødslen. Det var mere folkene omkring mig, men på intet tidspunkt genere kameraerne… det var godt. 🙂

Frigg er lidt over 3 døgn gammel nu. Hun er skøn. Idun er verdens bedste storesøster og det er super skønt at være forældre til 2 så fantastisk dejlige piger 🙂 Det er dejligt Idun er så stor og vil deltage i alt. Det føles ikke som om hun bliver jaloux, hun deltager i stedet for. Det er fantastisk 🙂

Så fuld af kærlighed, ligger jeg denne fødselsberetning op til læsning af jer andre. – Tak for opbakningen 🙂

– over and out –