Zafir's Bla bla...

Suk. jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige næsten… Det føles virkelig bare absurt. Eller det føles som at være virkelig helt helt fuldstændig forkert i en forsamling. Første gang jeg har følt mig udenfor og helt forkert, i rigtig mange år. Ikke at jeg føler MIG forkert, men forkert i forhold til dem.

Idag var næstsidste ‘officielle møde’, det er jo en ‘terminsgruppe’ som vi har med andre der føder hjemme i mit område, i samme periode… Det skulle være herhjemme. Der var så 1 der havde meldt afbud pga begravelse og sådan er det jo. Så den sidste der skulle føde, var gået i fødsel idag, så hverken hende eller jordemoder kom naturligvis. Så skriver der en 3. at hun også skal køre sin datter i børnehave, så hun magter det ikke alligevel…

Og de 2 sidste havde jeg ikke hørt fra.

Jeg havde så både bagt boller og vandbakkelser. Lavet hjemmelavet most af druer og æbler… mmm… Sådan som jeg godt kan lide at gøre det, for gæster. Et godt dækket bord. Det skulle være kl. 10.

Kl. 1030, kom den ene. Vi sad og sludrede lidt og blev enige om at starte med at spise, da vi ikke vidste om den sidste kom eller ej. Kl. 1050 kommer hun så. Hun sidder så og siger, at hun i hvertfald ikke kan spise noget og hun vil ikke drikke noget, andet end en flaske vand, som hun selv har med, for hun skal ikke have for meget sukker og det gælder også frugt sukker.

Da hun har siddet lidt, så vælger hun alligevel at spise en bolle (lækre speltboller, med rugkerner og havre). Jeg sidder så uden baby i armene, fordi Frigg som sædvandlig er gået kold og hænger og sover udenfor i sin slyngevugge. Jeg tilbyder hende at sidde med hendes søn, mens hun lige smører bollen. Uhanej da, det går virkelig ikke. … Øhhh… Men altså det er jo så fordi hendes søn ikke er tryg ved andre og han så vil skrige hele vejen hjem i bilen. Da hun har spist bollen, så vil hun skifte sin søn og jeg tilbyder hende naturligvis at bruge mit puslebord, men det vil hun ikke, så hellere ligge ham på autostolen og skifte ham. – altså er der lort og pest og lopper på mine ting eller hvad?!… Okay tænkte jeg bare så.

Så går der et øjeblik, før hun klæder sin baby i tøj og putter ham i autostolen, fordi han jo skal hjem og sove til middag… mmmm… Også stryger hun ud af døren. 50 min havde hun været her. Hvorfor kom hun så?

Den anden, som har hygget sig sådan rimeligt, vil jeg tro, pakker så sammen også og kører afsted. Hun har været her halvanden time…

Mens de var her, så sad de også og snakkede om hvor hårdt alting er og hvor træls og dit og dat og åhh og ihhh… Og hvis jeg prøvede at sige noget til dem, så var det noget udnerligt noget og blev overhørt.

Jeg sidder bare tilbage og får bare en rigtig æv følelse. Ikke at jeg har nogen trang til at alle skal kunne lide mig eller noget, men jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg har aldrig nogensinde, følt mig så æv i mit eget hjem. Jeg tænkte bare WHAT?! – Jeg er glad for at det er sidste gang næste gang. Jeg kunne også bare aflyse, men jeg vil gerne se mine jordemødre begge to sammen. Så jeg kommer næste gang også er det sku det.

Jeg syntes bare at jeg faktisk er en rigtig fin mor, selvom jeg ikke er super hys. Jeg er syntes jeg er vel-lidt og respekteret for mine meninger og holdninger. Og jeg syntes faktisk både mit hjem, mit rod og jeg selv er super cool. Og desuden havde jeg faktisk ryddet op og her var rigtig fint, syntes jeg…

Men jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg syntes ikke jeg er så frygtelig. Men det syntes de andre nok så… Men den 26. okt er der afslutning også bruger jeg sku ikke mere tid på dem. – Også har jeg jo tilgengæld riiiiiiiiiiiiigtig mange vandbakkelser, som jeg og Idun har forsøgt at gnave os igennem idag. Husbonni var ikke så meget for det, fordi der ikke var flødecreme i 😉 hehe… Det må han få en anden dag.

– Også fik man vidst lige lukket en masse vand ud af ørerne, hva?

Idag, da jeg hentede Idun i SFO’en, kom en af pædagogerne og tog fat i mig. Tilsyneladende har Idun været rigtig ked og pyldret på det sidste… At der skal ganske lidt til at få hendes læs til at vælte og hun kan græde og være ked af det tit. Puha, det gør ondt at høre. Og så tænker jeg også lidt på, hvorfor de ikke har sagt det til mig før?!.. mmm.

Nå, men altså da jeg kom ud i bilen med Idun tog jeg en god snak med hende, prøvede at finde ud af, hvad det er der stikker under. For jeg kan ikke se at der er noget galt her hjemme og at hun er jaloux på lillesøster eller noget. Det er slet ikke det hun har givet udtryk for. Jeg syntes også virkelig at jeg gør mit bedste til at bruge min ene arm til storesøster og min anden arm til lillesøster OG give storesøster så meget mor tid, som jeg kan.

Det viser sig, at hun er ret ked af at vi ikke ser mormor, og at hun har svært ved at sige når hun er ked af det. Hun siger hun ikke tør komme og sige det, hvis hun er ked af det. Jeg prøvede rigtig meget at snakke med hende om at hun SELVFØLGELIG kan sige alting til mig og far og pædagogerne og hendes lærer… Vi tog os en god lang snak i bilen med Idun på skødet af mig og hun græd lidt og fik nogen ordenlige krammere.

Vi snakkede om, hvordan man kan tænke på mormor og sender gode tanker til hende, så hun kunne få det bedre og ikke skubbe alle folk væk, der vil hende det bedste. Idun har det svært med at der er folk de rkan være der for Idun men at der ikke er folk der kan være der for mormor. At Idun ikke kan være der for mormor, men hun kan ikke gøre noget fra eller til, så længe at mormor ikke ændrer på tingene. – Og at vi naturligvis siger til Idun, hvis situationen ændrer sig.

Så mødte vi hende pædagogen igen, oppe ved centret og jeg fortalte hende, hvad Idun og jeg snakkede om og hun var rigtig glad for at vide det. Så det var godt. Det var rigtig godt for Idun at vide, at de ved det og at hun kan komme og snakke med dem om det.

Hertil aften, så fortæller Idun mig så at hun også er lidt ked af at hun syntes at vi bruger mere tid på lillesøster end på hende. Det tog vi os også en rigtig lang snak om. Jeg forklarede hende, at der er nogen ting som vi bliver nødt til at gøre med lillesøster, fordi hun er lille, men at Idun har alt den sjove tid og de ting vi kan lave sammen, fordi hun er vores dejlige store pige. Og at hun kan få og give kærlighed fra os alle 3 nu. jeg har opdaget at hun har et stort nærhedsbehov for tiden og det forsøger jeg rigtig meget at gøre noget ved. Men i hvertfald har Idun og jeg aftalt at jeg deltager i 2 skoletimer i morgen, da der er forældreuge i skolen og hun bliver hentet lige fra skole torsdag og fredag, så efterårsferien starter lidt før tid. 🙂 Det skal nok blive godt.

Nu ligger min store pige op af mig og sover og min lille pige ligger ved siden af storesøster og sover.

Men jeg er ked af at Idun ikke har sagt noget til mig, for hun har virkelig ikke givet udtryk for at være ked af det herhjemme. Hun har rigtig meget været glad og hygget sig herhjemme. Men sådan er det måske, når man er lidt ked af det. Så slapper man af, når man er hjemme? mmm… Jeg får helt vildt dårlig samvittighed over, at jeg ikke har set det før :-/

Men nu kan jeg i hvertfald gøre ngoet ved det og det er godt. Jeg håber sådan at vi kan gøre min store pige, rigtig glad igen, hele tiden og ikke kun når hun er hjemme. Men det er helt sikkert godt at det er efterårsferie i næste uge 🙂

Jeg tænkte idag på om jeg skulle prøve at snakke med skolen om at få en børnepsykolog til hende, mht sorg bearbejdning omkring min mor. Ville det være en god idé?… Eller er det overkill?… mmm… Jeg ved det ikke helt..