Var jeg så slået hjem nu?.. faktisk føles det ikke helt som ludo, men det føles, som et mega lorte dårligt spil matador, hvor vi lige var suset over start. Med en hel rigtig vinkel. En omgang, hvor vi skulle cruise rundt og lade det hele ske… Så lander vi på fængsel… Ryk tilbage til start… vent en omgang… slået hjem… ÆV!!!…
Troede simpelthen at nu skulle vi være gravide. Vi skulle have Iduns tvilling, med 6 års forsinkelse… Også … Shitfuck. det var et godt ord, jeg lærte den anden dag, da jeg havde rigtig meget brug for at bande… :-/
Men for at starte med begyndelsen, så blev vi jo scannet torsdag i sidste uge. Vi så denneher lille på ca 1 cm der lå og blinkede med sit mikroskopiske hjerte… det så super godt ud. Men der har været noget galt med den.
Så mandag begyndte jeg at bløde en lille bitte bitte smule. Jeg gik naturligvis i panik og ringede til vagtlægen. Vi blev undersøgt og de kunne ikke sige andet, end at når vi vidste at den sad hvor den skulle, så ville det ikke gøre nogen forskel, andet end falsk tryghed, at se den på en scanning. Så vi skulle tage hjem, tage den med ro og ligge og lave ingenting, til der skete enten det at det stoppede eller at det blev værre… :-/ Æv. ikke lige den besked man havde håbet på.
Men det var så hvad vi gjorde… tog hjem og blev der.
Tirsdag morgen snakkede jeg med min egen læge. Hun sagde at mange bløder i graviditeten, ligesom vagtlægen havde sagt, så der behøvede ikke at være nogen ko på isen, men at vi skulle se tiden an, som vagtlægen også sagde…
Det var godt indtilvidere at jeg ikke havde smerter…
Onsdag aften, fik jeg smerter… ikke vildt meget, men lidt. Jeg var rigtig ked onsdag. Jeg var træt af det hele og ville til scanning. Jeg snakkede med husbonni om det og vi blev enige om at holde planen og vente til fredag, fordi vi jo hverken kunne gøre fra eller til, hvis den gik til. Så ville det bare være den grimme følelsesmæssige rutchebane, som sidstegang, hvor vi først troede den var fin og lige bagefter var den røv syg… :-/
Onsdag aften, tog Idun så ned og sov hos Sus og Jesper og Majse. Nøøøj, det syns Idun var mega sejt. At sove hos MAJSE!!! YAY… og så skulle Majse følge hende i børnehave!!! Endnu mere YAY… 🙂 Idun sprang rundt og fandt sine ting og susede ud af døren.
Den aften, var jeg alene med mig selv og mine tanker…
Lå med hænderne på maven og sagde: JEG ELSKER DIG. Hvis du er RASK så bliv hos os. Jeg elsker dig!! hvis du er syg, så tag afsted nu…
Det gentog jeg, til jeg faldt i søvn…
Torsdag morgen ringede Nina. Jeg snakkede længe med hende. OM det positive. bevare troen og håbet.. selv når man var rigtig øv og verden var træls.
Jeg var mere rolig torsdag. Jeg havde ligesom givet slip…
Jeg fik større smerter… og jeg begyndte at bløde klumper… :-/ Jeg havde hørt at det ikke nødvændigvis var at man var slået helt hjem, fordi der var klumper, men jeg kunne godt følge hvor det bar henad…
Fredag morgen. Vi var til lægen. Den læge aftale der skulle have været første graviditetsundersøgelse… Blev både en undersøgelse og skrive graviditetspapirer for en sikkerhedsskyld også farvel, til verdens sødeste læge Doktor Laila… ÆV!!! Det var bare endnu mere sørgeligt. Doktor Laila er åbenbart kæreste med en racerbilsmekaniker, der har et værksted ved limfjorden. Og nu er Doktor Lailas børn flyttet hjemmefra også flytter Doktor Laila til sin racerbilsmekaniker… 🙁 Men godt vi kunne sige farvel til hende så. Nu ved jeg bare ikke, hvad for en læge jeg vil have nu… men det er en helt anden historie…
Laila ringede til gynækologisk forvagt og sendte os til sygehuset. Der var travlt, så vi skulle vente et par timer med at komme derind.
Da vi kom derind, sad vi og ventede. Det var så underligt at være tilbage på 9.3 på sygehuset. :-/ Det var IKKE lige der, jeg havde lyst til at være tilbage… mmm. Men sådan var det jo.
Jeg så hende den søde søde læge fra sidst og tænkte: Bare vi kommer til hende. Og det gjorde vi!! Det var sådan en helt utrolig lettelse… Ikke skulle forklare noget. Ikke skulle genopfriske, men hun vidste det hele og hun var bare SÅ sød. Hun sagde også at hun bare IKKE havde lyst til at se os herinde igen og da hun så at det var os, ville hun tage os ind lige med det samme, så vi ikke skulle vente for længe. SÅ rart!!!
Så undersøgte hun mig og scannede mig. Den var død… Stendød og havde været død i en lille uge, mente hun… Så måtte vi ligge en plan, sagde hun.
Hvad vi ville, om jeg ville have en udskrabning, piller, eller forsøge at lade naturen klare det selv osv… :-S Blev helt rundtosset af alle spørgsmålene lige på en gang… mmm…
Men vi besluttede at lade naturen prøve. Vi fik ringet til far og vivi og de ville komme og hente Idun. Jeg havde ikke lyst til at hun skulle være hjemme, hvis jeg fik mere ondt, eller at det blev meget blodigt eller hvad det ville ske. Idun skulle forskånes. Hun vidste heldigvis ikke noget denne gang…
Vi kørte hjem fra sygehuset. Det var en super underlig følelse. Det var ikke sådan den der helt vilde sorg, fra sidst. Det var en virkelig ærgelig følelse… Også lidt lettet… Lettet over at vide besked og over at slippe for et forløb som sidst, hvis den var syg…
Også bare ÆV. Øv. Pis. Tomt…
Idun blev hentet…
Kathrine og Mette og Lille Marius kom… For at hygge og se Talent09.. Jeg trængte til at lave noget helt andet… Æde noget mad, ryge en smøg, spise slik og snakke om noget andet end spontan abort… Det var faktisk ok at være sammen med Marius. Jeg hadede ham ikke eller noget, fordi han var en baby og det jo lige for mig, var blevet midlertidigt udsat på ubestemt tid… Han var en sød baby, selvom Mette lige fik et føl, fordi han var lidt gnaven og i sit 17 dage lange liv, har han kun været glad. Så tillykke til Mette fordi hun har fået en glad baby 🙂 men også en der KAN være sur hver 17. dag… mmm…
Lørdag… Jeg vågnede med den ondeste kvalme og forbandede mig selv helt enormt at jeg ikke havde taget imod de kvalmestillende piller de tilbød mig på sygehuset…. mmm…
Så spiste vi morgenmad og så fik jeg ellers bare SHITFUCK ondt i maven og underlivet … skal jeg ellers lige love for!!!… Men jeg blødte ikke særlig meget. Jeg havde det som om hele mit underliv skulle springe i luften. Ligeså træls, som det føles at have blindtarmsbetændelse. det blev ved, selvom jeg tog smertestillende, jeg fik på sygehuset… ARGH…
Vi lå og så Harry Potter film hele dagen. havde nogen stykker vi ikke havde set. Indimellem så vi en tvfilm, som var meget sjov… mmm…
Totalt indaktiv. Men hvergang jeg prøvede at bevæge mig, gjorde det bare SÅ MEGA NALLER at jeg troede jeg skulle dø… 🙁
Ved 15 tiden kom der en klump ud og det var stort set det den dag… mmm. Så tænkte jeg. Æv. Der kom ikke nok ud, så nu skal jeg nok have en udskrabning også, for at sætte et punktum mere på verdens ærgeligste situation…
Søndag morgen og formiddag, har jeg stadig sådan ondt. Ikke super mega smerter, som lørdag, men jeg kan godt mærke mit underliv. Vi så den 5. Harry Potterfilm og ringede til sygehuset… mmm. Vi skulle vente med at komme til kl. 19, fordi de havde travlt. Det var heldigvis den søde læge, der skulle være der igen!! Det var godt.!!
Jeg pakkede lidt underholdning, i tilfælde af, at jeg ikke havde blødt det jeg skulle og de ville skrabe mig eller hvad de fandt på… Men da vi kom der ind og blev undersøgt, så alting fantastisk ud. – Efter forholdende i hvertfald… Så det var godt. Jeg er helt fuldstændig normal, selv i en træls situation… mmm…
Der er intet til hinder for at vi prøver igen, snart… Når vi har lyst. Og de smerter jeg har nu, er kun fordi det hele er ved at rykke tilbage til start… Det tager altså ikke så hurtigt som en matadorbrik… Det er sådan lidt: Du er slået hjem, vent en omgang. – Det er det min krop er ved at gøre nu… vente en omgang, ved at rykke tilbage på plads. ARGH.
Vi kørte til Far og Vivi, hvor Idun var, så vi kunne være sammen med hende og Husbonni kunne køre på arbejde. Så kører Idun og jeg med i morgen hjem. Jeg skal lige have en dag mere, til at forsøge at få mine indre organer på plads igen, så jeg ikke render rundt med mega mavekramper mere…
Der er så mange, der har skrevet sms’er og beskeder og spørger hvordan jeg har det nu…
Er du ok?
Og for at være ærlig, så har jeg det ca sådan: :-/ og MMM… Det er sådan det beskrives bedst.
Jeg har det virkelig ærgeligt. Jeg er ikke ved at klaske sammen af sorg, men jeg er virkelig ærgelig. Jeg er ked af at det ikke blev nu og jeg føler mig snydt igen. Jeg syntes det er uretfærdigt!!! Og jeg syntes det er træls at jeg nu som minimum, skal være gravid 150% af den tid andre er gravide for at få et barn… Jeg skal så prøve mindst 3 gange og være gravid mindst 150% af tiden… Og det er bare ikke 50% ekstra af det sjove. Nej, det er 50% ekstra af de kedelige måneder, hvor der er kvalme, træthed, uvidshed osv…
Så det er træls. Det er mega fucking lorte træls. Og jeg har virkelig lyst til at bande.
Jeg føler mig heller ikke pisse modig. Modig i den forstand, at jeg har modet til at prøve igen. Og på den anden side, har jeg lyst til at prøve igen, lige med det samme. Jeg vil gerne have den baby, den lillesøster eller lillebror, som vi er blevet snydt for 2 gange nu… Jeg tror Idun vil være en dejlig dejlig storesøster og jeg tror at vi vil være nogen dejlig dejlige forældre til 2 dejlige dejlige børn… mmm… Så jeg føler mig modig og ikke modig på samme tid.
Jeg vil elske med min mand og lade naturen klare, hvornår vi bliver forældre igen… Nu har naturen klaret det her for os.
Også er der den sidste følelse… Jeg er utrolig forundret over, hvordan Spunken kunne være en KÆMPE i forhold til denneher Spire. Denneher var 1-1,5 cm… og Spunken var jo en håndfuld ca… med 2 hænder altså. Som en lille hundehvalp… Og Spunken var ‘kun’ dobbelt så gammel som denneher Spire… Så på 7 uger, ville den mange-doble dens størrelse… ret vildt. Så en forundret undren, er en følelse der kommer oveni de andre…
Også en anden følelse.: Jeg er stadig lettet over, at det ikke er noget vi har gjort forkert. At vi har gjort hvad vi kunne, for at få et sundt og dejligt barn. – Selvom vi ikke lykkes dennegang…
Nu vil jeg sove. Sove indtil husbonni kommer fra arbejde og tager os med hjem. Så må jeg se om jeg kan få sovet lidt mere i morgen, om Idun vil i børnehave eller være hjemme med mig… mmm…
Men sove vil jeg i hvertfald nu.
Uden spire i maven. Bare mig, med Idun det dejlige snorkebarn ved min side…
– over and out –
