Det er nu mere end en måned, siden jeg har skrevet sidst… Det er på en undelig måde svært for mig at skrive i øjeblikket. Det plejer at være min forløsning at skrive. Der hvor jeg får rodet mig selv ud og mine tanker og mit hovede… Men iøjeblikket bruger jeg bare rigtig meget energi på at være mig og være i mig og i min familie. Det er faktisk rart.
På den ene side savner jeg helt vildt at være social, både IRL og på nettet, som jeg har meget lidt energi på, begge dele ligenu, men på den anden side, så har jeg bare ikke energien til det, da det koster fra mig i øjeblikket og min verden bare er firkantet ligenu.
Så ingen er glemt eller sorteret væk. Bare lidt på pause.
Mange folk spørger mig: ‘HVordan har du det, Zafir’… Og tjaaa og joaaa og jo. HVordan har jeg det.
Faktisk har jeg det OK. Jeg har været på anti depressive piller i en måned nu. (og til dem der spørger, så NEJ – jeg ammer ikke mit barn ihjel. For det første er min læge fuldt inde over at Frigg stadig får babs ind i mellem og der var 2 slags piller der var OK, for det andet, er min dosis forholdsvis lille. Samtidig er de historier om børn der har taget skade af deres mors medicin, meget anderledes historer end min).
Pillerne virker sådan, så jeg ikke skal kæmpe med mig selv, for at holde mig oven vande og stå op om morgenen og føle lidt glæde med tilværelsen. Men det slukker ikke for depressionen og jeg har stadig ting der er meget anderledes i mit liv, end normalt.
Jeg bliver SINDSYGT træt og får hovedpine, hvis jeg er sammen med for mange mennesker af gangen. Jeg har svært ved at overskue debatterne, jeg normalt deltager i. Jeg kigger ind nogengange om dagen, men har ikke overblik eller overskud til at kommentere eller oprette tråde selv.
Jeg bliver nødt til at passe min søvn, det betyder også at sove lur en gang om dagen, gerne formiddagslur, sammen med Frigg, så jeg er mere klart til resten af dagen. Frigg har en god rytme ligenu, som også er god for mig og det har jeg så adopteret på en måde. Og det er så rigtig fint for sådan en som mig ligenu.
Jeg kan kokse fuldstændig, uventet hvis jeg fx er ude og handle og der bare er for mange mennesker omkring mig eller noget. Så kan min hjerne bare brænde fuldsætndig sammen og jeg bare trænger til at komme HJEM igen.
Det var så de mindre gode ting. Men ting, som jeg har fuldt accepteret, at det er anderledes ligenu, men jeg også kan mærke bliver bedre og bedre. Fx havde jeg lyst til at snakke i telefon den anden dag. Det har jeg ikke haft lyst til længe og det var rart at gøre 🙂
De gode ting, ved min situation er:
Jeg har besluttet at jeg VIL tage ved lære af, hvordan jeg har det nu og jeg vil gøre hvad jeg kan for IKKE at ende her igen. Jeg vil ikke være ‘sådan en der får depressioner’, men ‘sådan en der har fået en depression, pga en helt masse hændelser, der har været for meget for mig og jeg kan tage ved lære af det og undgå det en anden gang-typen’. Så jeg gør alt hvad jeg kan, for at lære nye sider af mig selv at kende og ændre på hvordan jeg har det og hvordan jeg har haft det overfor mine omgivelser osv. Det er godt. Rigtig godt.
Jeg føler mig meget mere afslappet i min hverdag og overfor min familie og rigtig meget af vores stress og kontroverser herhjemme, eksisterer ikke mere. Jeg er bedre til at TALE med husbonni, uden at gå op i en spids eller at situationen kører af sporet og faktisk har vi ikke skændes eller diskuteret meget meget længe, men været rigtig gode ved hinanden, hjulpet hinanden og arbejdet rigtig godt sammen også her, de sidste 16 dage, hvor husbonni har haft ferie og vi har lavet mange dejlige projekter udenfor sammen. Det er virkelig rart. – Sådan vil jeg gerne kommunikere med min familie i fremtiden 🙂
Så som sådan har jeg det meget godt. Det går fremad. Efter Iduns fødselsdag, havde jeg en KANON MEGA MEGA nedtur om søndagen. Det var mega skræmmende, men heldigvis har jeg ikke følt at jeg skal lande der igen. Jeg har lavet en hverdag, som er tilpasset det her, som det er nu og hvor der er plads til fremskridt.
Mine piger er så skønne dejlige og fantastiske 🙂 – Der sker ting med dem, hele tiden. Men det må få en update blog for sig selv, inden længe, når jeg har overskud til det.
Men nu ved I alle sammen ‘HVordan Zafir har det for tiden’…
Ingen glemt, ingen sorteret væk, verden er bare sat lidt på pause…
– over and out –
