Zafir's Bla bla...

Klage over dagplejesystemet i den gamle Dragsholm kommune.

(Nuværende Odsherreds kommune)

Baseret på hændelser i perioden: 1. marts – 31. august 2006.

Jeg er mor til Idun. Hun har været en del af det Dragsholmske dagplejesystem i 6 mrd.

Idun startede da hun var 16 mrd gammel i privat dagpleje. Vi havde på ingen måde lyst til at hun skulle i kommunal dagpleje, da vi havde hørt mange skrækkelige historier, om sygdom, gæstepleje, udbrændte dagplejere, rygning i nærheden af børnene osv.

Derfor valgte vi en privat. Hun var motiveret, var ikke syg hele tiden – da det var hendes egen virksomhed. Hun stimulerede børnene og gik op i hendes arbejde. Vi kørte med glæde 15 km hver vej, for at bringe og hente.

Vi var rigtig glade for vores private dagpleje. Desværre flyttede hun til Lolland efter 7 mrd og vores eneste alternativ var at få vores datter passet i den kommunale dagpleje.

1. marts 2006 startede vores datter nu i kommunal dagpleje. Vi udfylder papirer og får atvide at vi inden længe vil få tildelt en fast gæstepleje, som vi vil besøge, således at vores datter kender den faste gæstepleje og er tryg herved.

Efter meget kort tid er den gal. Vores dagplejemor, som vi var glad for, blev syg. Over den næste måned var hun syg kortere perioder og Idun havde IKKE fået en fast gæstepleje. Hun var dog få steder i denne omgang.

Kort tid efter bliver vores dagplejemor langtidssygemeldt og her starter mareridtet for alvor.

Idun nåede på 3 mrd at være hos 8 forskellige gæsteplejere. Vi blev ringet op meget tidligt på morgenen at Idun skulle et nyt sted hen. Da jeg har rimelig fleksible arbejdstider har jeg flere gange holdt hende hjemme, så hun ikke skulle til ENDNU flere nye dagplejere.

Min datter, som altid har været velfungerende og glad, gjorde hvad hun skulle gøre og opførte sig ordentlig, når hun var i dagpleje. Når hun kom hjem, mærkede vi i den grad at der var noget galt. Hun var ekstremt udadreagerende. Hun sov rigtig dårligt om natten, var gerne vågen flere timer i træk og græd og var urolig. Hun var fuldstændig umulig når hun var hjemme og det var tydeligt på hende at hun mistrives.

Det var en ekstremt hård periode for os alle. Det var hårdt for Idun, fordi hun ikke kunne få ro nogen steder og det var hårdt for os, fordi en af os flere gange om ugen skulle være vågen med hende om natten, når hun græd.

Endelig fik vi besked om at der var ansat en ny dagpleje og Idun kunne starte der, med de børn hun kendte fra hendes første dagpleje.

1. juli startede hun hos Pia.

Idun har meget tidligt haft et meget udviklet sprog og er på mange punkter langt fremme, for en pige på hendes alder.

I starten hos Pia, tænkte vi ikke mere over det, men hver eneste dag hun kom hjem, spurgte vi hende hvad hun havde lavet i dagplejen: Vi har hoppet i trampolin og set fjernsyn. – Det er meget fint én dag, men ikke hver eneste dag.

Idun faldt til ro om natten og sov nogenlunde. Men vi kunne på ingen måde få hende i seng, fordi hun var ekstremt understimuleret og derfor ikke var træt efter dagens strabadser. Hun sov hverdag 3 timer i dagplejen, fordi hun ikke havde andet at lave og når hun kom hjem kravlede hun rundt på væggene og søgte efter udfordringer.

Flere gange, er jeg kommet og afleveret Idun om formiddagen og Pias mand har siddet i underbukser i køkkenet og spist. Det har jeg syntes har været ekstremt upassende i forhold til hendes job som dagplejer og endnu mere når dagplejebørnene løb rundt nøgne i haven og køkkenet fordi det var varmt.

Efter en måned hos Pia, kunne vi næsten ikke håndtere at aflevere hende mere. Hun var understimuleret og det virkede obskurt at skulle aflevere hende, når hun ikke fik noget ud af dagen.

Jeg snakkede med min moster om situationen. Hun er pædagog og souchef i en børnehave. Vi snakkede om, at det måske var en god idé at hun kom i børnehave, så hun kunne få ro i sit liv og de udfordringer hun manglede.

Vi aftalte at hun skulle have Idun med på arbejde, så hun kunne lave en pædagogisk vurdering af Idun i forhold til de andre børn i børnehaven. Om hun var klar til børnehave.

Min moster vurderede at hun var helt klar til børnehave. Nu var sagen bare den at Idun på nuværende tidspunkt kun var 2 år og 4 mrd.

Jeg ringede til pladsanvisningen og forklarede dem situationen. At vi simpelthen ikke kunne klare at have hende i kommunal dagpleje mere.

Tanken om at hun IGEN skulle i gæstepleje, de gange Pia eller hendes børn var syge, havde gjort at jeg de gange havde holdt hende hjemme i stedet for.

At jeg nu havde en datter der tydeligt havde brug for udfordringer og i den grad mistrives.

Heldigvis var de gode medspillere og Idun fik lov til at starte i Grevinge Børnehave den 1. september. Hun var 2 år og 5 mrd gammel.

Fra dag ét, faldt hun til ro. Blev en glad pige der trives og fik udfordringer. Hun udviklede sig med raketfart og sov som en STEN om natten, allerede fra kl. 2030. – 3 timer inden hun faldt i søvn, da hun var i dagpleje hos Pia.

Nu står min mand og jeg i den situation at vi planlægger at lave et barn mere, indenfor overskuelig fremtid. Men jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle igennem den kommunale dagpleje én gang mere. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal være sådan.

Det MÅ være muligt at lave en vuggestue, eller lignende i kommunen.

Dagplejesystemet er for skrøbeligt. Både børn og forældre får stress og mange frustrationer af det.

Jeg kan ikke leve med, at jeg 8 gange på 3 mrd, skal aflevere mit barn til en fremmed. En fremmed, jeg ikke har nogen mulighed for at vurdere. En fremmed, jeg ikke ved om mit barn kan lide at være hos.

Punkter jeg er bekymret over i dagplejesystemet:

Gæsteplejesystemet er ALT for skrøbeligt Mange børn får ikke tildelt en fast gæstedagpleje og hvis de har en bliver denne kun sjældent brugt! Dagplejerne er syge alt alt for tit! Børnene bliver utrygge, når de OFTE skal et nyt sted hen, for at blive passet. Næsten ALLE dagplejere ryger i deres eget hjem, dette er IKKE tilfredsstilende, for forældre, som os selv, der har valgt at have et 100% røgfrit miljø til vores barn, der har høj risiko for allergi. Der bliver røget i nærheden af børnene, ligeså snart de kommer udenfor. Det er bevist at nikotin og andre stoffer stadig sidder i tøj, møbler og hænder, længe efter man har røget. Derfor bliver børnene påvirket af mikro partikler, hverken de som børn eller os som forældre har valgt for dem! Også selvom der ikke bliver røget i hjemmet mens børnene er der. Flere gange har jeg set en dagplejemor stå i havedøren med en cigaret og alt røgen er blæst ind i stuen. Det er umuligt, at have en ensartet kvalitet. Kontrollen omkring den pædagogiske kvalitet er for ringe. Det kan ikke være rigtig, at man mindst én gang om ugen, skal holde sit barn hjemme, for at de skal slippe for at blive sendt et nyt sted hen. Det er vanskeligt at få en dialog med både dagpleje kontoret og den enkelte dagplejer omkring ens bekymringer. Når jeg betaler næsten 2000 kr. om måneden for en plads, så forventer jeg også at mit barn bliver tilfredsstillende og trygt passet. Det har ABSOLUT ikke været tilfældet!!

Hvis vi skal være glade for at ’producere’ flere børn til kommunen, skal der komme en form for vuggestue, der kan tage børnene allerede fra de er små.

Kvaliteten af vores børnehaver, skoler og fritidsordninger er meget høj, jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan det kan være at vi skal have en SÅ ringe dagpleje og intet alternativ.

Jeg har simpelthen ikke lyst til at have et barn mere, der skal igennem den samme mølle igen. Jeg har snakket med flere andre forældre, der har haft lignende, tilsvarende eller endnu værre oplevelser med den kommunale dagpleje. Jeg kan ikke forstå, hvordan det kan være så svært at tage en beslutning om at åbne en eller flere vuggestuer.

Hvad jeg ved, er kommunens nuværende tilbud til små børn, en småbørnsstue i Fårevejle, hvor der er alt for få pladser. Her kan børnene først kan starte fra de er 2 år. Da Idun blev skrevet op til pladsen, var vi nr. 28 og der var 12 pladser på stuen.

Derudover kan jeg forstå, at det nu er normalt at børn kan starte fra de er 2,5 år gamle i Grevinge børnehave.

Det er de færreste børn, der har forældre der kan gå hjemme med dem til de er 2 år eller 2,5 år gamle og det er de færreste børn, der bliver velstimuleret af at gå hjemme hos deres mor eller far til de er så gamle.

Det kan simpelthen ikke være rigtig at det skal være sådan, i en kommune som vores.

Problemet som systemet er nu med småbørnsstue er så, at børnene skal starte i dagpleje systemet og være der i et års tid, før de kan starte på en småbørnsstue. På den måde, kan man ikke komme udenom dagplejen og børnene får et unødvendigt skift mere.

Derudover er der alt for få pladser på de stuer.

Til sidst skal det siges, at min datter har været i børnehave på lige vilkår med de børn der er mere end 3 år gamle. Hun har haft den samme mad med, været renlig og ikke sovet til middag, men vi har skulle betale den høje takst, fordi hun var under 3 år gammel.

Det var en ringe pris at betale for at have en glad og velstimuleret datter, men det er uforståeligt for mig, at det skal være dyrere.

Jeg håber mine klagepunkter og bekymringer vil blive taget til efterretning, da jeg ikke igen har overskud til at være i det system. Det har kostet alt for mange bekymringer, søvnløse nætter, vrede og tårer, trods det at vi var en del af systemet i så kort tid.

På vegne af

Familien Richardt Bæk

Zafir Bæk

Fra september 2005:

—————–

Jeg har valgt at skrive lidt om at sove sammen, som familie. Måske provokere det nogen, måske inspirerer det nogen – forhåbentligt sætter det tanker i gang hos de fleste. :o)

I vores lille familie har vi fra starten valgt at have Idun sovende i dobbeltsengen. Der hvor familien er, er hun. Det har været det naturlige valg for os, fra første dag.

Idun er født hjemme og fra første nat har hun sovet sammen med os.

De første 2 nætter lagde vi ammepuden omkring hende, da vi var lidt utrygge pga. ’skrækhistorier’, man hører om folk der har ligget sine børn ihjel. Hurtigt fandt vi ud af, at vi er ligeså meget forælder når vi sover, som når vi er vågne og vi fjernede ammepuden. Lod Idun sove mellem os, ved siden af os og ovenpå os, alt efter hvilken babs vi er i gang med eller hvad der nu er hyggeligt.

Generelt skal det siges om skræk-ammestue-historier, at det ikke passer. Der er ikke registreret nogen almindelige sunde mennesker i dagens verden der har sovet deres børn ihjel. Historierne stammer fra gamle dage. I gamle dage blev det at ligge et barn ihjel, brugt som omvendt prævention. Når du havde fået 8 børn og en ups, kunne det ske at du kom til at ligge dig på det om natten. Første gang du gjorde det fik du en påtale, andengang en bøde og tredjegang fængsel. Hvis man er helt almindelig sund og rask og ikke narkoman eller lignene, sker det ikke at man sover på sit barn. Baby skal NOK røre på sig, hvis man skubber eller lignende. :o) Man er også opmærksom om natten. Alle ens sanser er forældre, i vågen såvel som sovende tilstand.

Agumenterne omkring samsovning, er for mig mange:

– Mors nattesøvn!!!

Min nattesøvn har været uafbrudt, stort set siden Idun blev født. Jeg har ikke været en zombie, trods det at Idun som helt lille spiste MANGE gange i løbet af en nat. Hun prikker til mig og jeg vender mig om på siden. Hun finder babsen også er den overstået. J – Jeg sover videre og Idun spytter babsen ud, så snart som hun har ”snacket” færdig. – Faktisk har jeg ALDRIG sovet bedre, end jeg gør nu. Jeg har altid sovet meget let og vågnet i tide og utide. Jeg sover SKØNT, som det er nu. Det er så bare en bonusoplevelse for mig!!

– Babys nattesøvn

En babys nattesøvn er også vigtig!!!… Idun behøver ikke at vågne helt og SKRIGE, for at få vores opmærksomhed om natten. – Hendes søvn bliver så godt som uafbrudt og hun får mere ud af sin dag og får mere ro til at vokse og blive en dejlig glad baby.

– Fars nattesøvn

Far vågner slet ikke, når Idun skal have babsen. Mænd har ikke et biologisk system, der gør at de kan klare at vågne flere gange hver nat, som kvinder har. Derfor er det næsten mest vigtigt for far, med denne her ordning. Ikke noget skrig og skrål og alt sin kærlighed samlet. J

– Amningen

Amningen bliver så meget lettere når du ikke skal OP og finde en helt vildt desperat og ked af det baby, som vil have babs NU!!! Hvor efter du skal få bebs til at slippe babsen og tilbage i vuggen. – Hvis det var sådan her hjemme, havde jeg nok heller ikke holdt til at amme fuldt ud i 6 mrd og forsætte amningen så længe Idun har lyst til det.

Mine tanker omkring samsovning: – For mig næsten endnu vigtigere agumenter…

Hvor mange af os voksne mennesker ELSKER ikke bare for vildt at sove i ske med sin kæreste? Hvor skønt er det ikke at kunne være tryg i sin mands/kones/kærestes nærvær. Føle kropsvarmen fra en anden? Har vi lyst til frivilligt at give det op? Vi kan selv vælge og er voksne mennesker. Vi ved hvad der foregår omkring os, men har stadig brug for nærhed varme og tryghed.
Jeg ved godt at der ikke er mange der bruger ‘samsovning’ og ‘famillieseng’, for hvad nu hvis ungerne bliver i sengen til de er 10+? Hvad nu hvis? Ville det være så slemt? ER det ikke dejligt rart og trygt at sove sammen som familie? AT have alt kærligheden samlet der?
Et lille barn er ikke klar over hvad der sker omkring han eller hun … Bliver utryg, får indimellem seperationsangst…

Hvis vi som voksne beslutningstagende mennesker skulle sætte os i babys sted, og sige hvad vi helst ville, – ville vi så ikke ligge og sove tæt på mor og far? Mærke kropsvarme og nærhed. Være TRYG og omgivet af kærlighed og ikke ligge alene i en tremmeseng/vugge/krybbe…
Jeg ville ikke!

Her hjemme har vi ikke haft problemer med sovning og putning… Idun vil mærke at vi er der, intet andet. Vi har ikke ulvetimer og ‘skænderier’ om at falde i søvn. Jeg lider ikke af søvnmangel, fordi jeg ikke skal op om natten…

– Og SEX behøver ikke at være i sengen, når Idun sover ved siden af!! Kreativitet og opfindsomhed, har aldrig skadet sexlivet…

Her hjemme er tingene ikke så omstændige, vi følger Iduns naturlige rytme og det giver en rigtig dejlig og rolig hverdag for os alle tre. 🙂

Jeg er ikke bange for at Idun sover hos os til hun bliver 10+, hun får lov til at styre det selv. Hun skal ikke smides ud af vores seng, før hun selv har lyst til det. Hun skal ikke nægtes natbabsen, så længe hun har lyst til det. Det er sundt og trygt, og skader ingen af os. J

Nu er hun halvandet år. Vi sover stadig godt. Idun er en hyggefis og det er helt OK med os. Når hun overnatter hos bedstefar og bedstemor er der ingenting. Hun tigger ikke babs og affinder sig med at mor ikke er der. Hun sover også i deres seng, når hun overnatter. :o) Hun er super glad, udadvendt og tryg. Hun er super god til at tilpasse sig situationer og nye ting – Der er intet der slår hende ud, andet end bisser-på-vej. Vi har stadig ingen planer om at losse hende over i hendes egen seng. Så længe det er dejligt, så længe fortsætter vi!

Jeg håber alle der ude får en rigtig dejlig tryg og sund nattesøvn.

Zafir, med en dejlig familie der sover sammen!

Jeg vil gerne bidrage til en debat omkring hjemmefødsler i Vestsjælland.

I min lille familie er vores datter født hjemme. Vi er privilegerede, fordi vi netop bor i Vestsjælland. I Danmark har vi ’fritvalg’ på sygehusområdet. Vi kan vælge hvor vi vil føde, opereres osv. Vi kan også fritvælge at føde hjemme. I Vestsjælland er vi blot så heldige at vi har vores helt specielle ordning. – En ordning der gør at hjemmefødsler er fordelagtige, trygge og sikre at vælge.

Tanken om, at ordningen med en kendt Jordemoder, der følger os hele vejen igennem vores graviditet, kender familien og hjemmet, ikke skal bestå i de nye regioner, er for mig skræmmende – og helt forkert i vores samfund, hvor vi gerne vil have der skal være plads til alle.

100% raske kvinder kan vælge at få et kejsersnit, fordi de ikke kan overskue at føde, men en ordning der tydeligt er billigere at bruge end en helt almindelig hospitalsfødsel, er ikke en selvfølge at videreføre og udbrede?

I Vestsjælland har vi en langt højere procentdel af fødsler i hjemmet, end andre steder i Danmark. Det skyldes kun vores gode ordning. Hvis ordningen bliver udbredt til resten af sjælland, og Danmark, vil sundhedssystemet kunne spare mange penge, men det vigtigste af alt: At sjælland og Danmark kan få en masse dejlige, glade, ukomplicerede, ustressede hjemmefødsler med en kendt jordemoder!

Det eneste der kunne have fået mig til at føde på Holbæksygehus var en fødselskomplikation. Jeg havde én jordemoderkonsultation på Holbæksygehus og Jordemoderen brugte hele min konsultation på at fortælle mig, hvor frygtelig det er at arbejde på fødegangen, med stress, nedskæringer mv. – Turde jeg lade mine måske vigtigste timer i mit liv i deres hænder? NEJ!

– Som en sidste kommentar:

Kan nedskæringer helt undgås, hvis man udbreder ordningen? At flere og flere FRAVÆLGER fødegangen? Kan jordemødre, der arbejder på fødegangen kan få lov til at få nogle ordentlige arbejdsforhold uden stress og jag, fordi vi ikke behøver at skære ned, men give et alternativ?

Blot mine tanker…

Af:

Zafir Bæk, mor til Idun 010404 født hjemme.

Min smukke prinsesse kom til verden kl. 12.17 den 1. april 2004 i vores stue. Vi havde et fødekar, der havde stået klar i de sidste 3-4 uger inden hun kom til verden.

I ugerne op til:

I ugerne optil Iduns fødsel, havde jeg haft ‘anfald’ af seriøse plukveer, så vi flere gange havde troet at NU var den der.

Det startede første gang, ugen inden min termin, som var den 22/3. Vi havde Hanne, vores hjemmefødsels Jordemoder ude, flere gange i løbet af weekenden for NU var den der… Også gik veerne over igen… Jeg blev undersøgt af Hanne og jeg var 2 fingre åbent og en lille smule tilbage af min livmoderhals… En uge inden termin… Så tænkte jeg jo: ”JUHUU… Jeg føder lige om lidt! Jeg er jo 2 fingre åben og lille livmoderhals!.. J Hurra hurra…”

*ØV* Min termin kom og der var HELT stille i ’ve-anfaldene’. Dagene gik, og jeg fik veer igen. Jeg var begyndt at blive så vandt til at jeg fik veer og de gik væk igen, at jeg ikke tænkte videre over det når veerne kom igen. *GG*

Da min termin var passeret og jeg var gået ’over tiden’, begyndte jeg at få følelsen af at min baby var aflyst… Jeg ventede og ventede, men den ville ikke komme UD til Tom og jeg og sige hej. Det var en virkelig træls følelse. Jeg tænkte, hvis jeg bare sidder her hjemme, når Tom er i skole, så bliver jeg sindssyg. Jeg kørte derfor med ham til København hver dag. Så gik jeg i svømmehallen, besøgte veninder, familie osv.

For hvert et ve-anfald jeg havde, kom min baby længere ned på plads… Skruede sig i stilling. Det betød, at ca. omkring min termin kunne jeg næsten ikke gå. Jeg havde MEGA mange smerter i mine ben, fordi babys hoved lå og trykkede på nogle nerver… Det var ret ubehageligt. Jeg blev en dag kørt rundt på en kundevogn i Bauhaus af Tom, fordi jeg ikke kunne gå. *GG*

Dagen før dagen. J

Det blev den 31. marts. Jeg var gået 9 dage over tiden. Jeg følte mig som en KUGLE… Jeg havde ligget hjemme hos min far og Vivi hele dagen, mens Tom havde været i skole. Jeg havde set video og der var INGEN tegn på noget som helst. Jeg kørte ud og hentede Tom kl. halv 3, som vi havde aftalt. Vi skulle på fagforeningen og aflevere hans dagpengekort. Umiddelbart efter han var kommet ind i bilen og vi var kørt fra skolen fik jeg den første ve. Jeg sad lidt uroligt i sædet. Det var mig der kørte.

Tom spurgte, som han havde gjort MASSER af gange de sidste tre uger: ”Har du veer?? Har du veer??” Jeg svarede: ”Jeg ved det ikk!.. Det går vel over, som de andre gange…”. Han spurgte om jeg kunne fortsætte med at køre bilen og det mente jeg godt jeg kunne, det var jo bare en smule veer *fnis*. 2 minutter efter skiftede jeg mening. Det var ligesom om de bed lidt mere denne her gang også alligevel, syntes jeg det var det samme. Men det var i hvert fald nok til, at jeg ikke ville risikere stakkels cyklister eller børnehavebørn der skulle over vejen.

Da vi kom ind til hans fagforening, gik jeg på toilettet og vi byttede, så han kørte. Vi havde tidligere aftalt at vi skulle i Ikea, for at købe et puslebord, som var det sidste vi manglede…

Så jeg sagde: ”Så kører vi lige I Ikea på vejen hjem… ” Tom svarede…: ”Vil du I IKEA?!?!? NU!?!?”. Jeg tænkte at vi jo sagtens kunne tage i Ikea, ’Det går OVER igen’. Det er ligesom ALLE de andre gange jeg har haft veer. Min baby er aflyst, så vi kan SAGTENS tage i Ikea…

Der var ca. 7 min mellem veerne, da vi tog i Ikea.

Vi besluttede os for at spise noget med i bistroen, HVIS nu det var, at vi skulle til at føde om aftenen eller natten. Vi havde nemlig fået formaninger om at det var vigtigt at spise sig lidt energi i god tid, så det var videre i systemet, når slaget skulle slås!

Da vi skulle betale i bistroen, stod jeg og skar ansigter. Ekspedienten spurgte, med lettere ængstelig stemme om jeg var syg og jeg svarede: ”Narj narj..! Jeg har bare veer…”

Ekspedienten spurgte helt forfærdet: ”JAMEN?!? Skal du så ikke på hospitalet??” (det må også have været noget af et syn… For jeg var jo HØJ HØJ HØJ gravid!! Og stod og der og sagde at jeg havde veer… *hihi*)

Jeg svarede:” Nej nej, jeg skal bare hjem, men det er ikke slemt, der ER jo ca. 7 min mellem sååee”…

Hendes øjne var ved at falde ud af hovedet på hende, da hun spurgte om vi skulle have det ’på beløbet’?..

Men altså, vi spiste vores mad i Ikea. Klokken var omkring 16 den 31/3. Min telefon ringer og det er sjovt nok Hanne Jordemoder der ringer. Hun ringer, fordi vi har glemt at aftale tid til tjeck. Når man er så gravid, som jeg var den dag, så skal man tjekkes mindst en gang om ugen og det havde vi altså glemt at aftale tid for. Men da hun ringer, bliver jeg faktisk lidt overrasket og siger: ”Sjovt du ringer nu, for jeg har faktisk veer, men vi er lige i Ikea.”

Vi aftalte så, at jeg skulle ringe når jeg kom hjem. Jeg fortalte selvfølgelig også Hanne, at veerne jo ville gå i sig selv igen, ligesom alle de andre gange, så hun bare skulle tage det roligt… *GGG* Hun mente dog at nu VAR jeg jo gået 9 dage over, så mon ikke min baby ville se at komme ud denne gang? Jeg skrev en sms til min surrogat søster Mickey, der skulle være hjælper, at hun måske skulle gøre sig klar til at køre op af, fordi det kunne være at vi måske, men hun skulle ikke regne med noget… Men bare så hun var advaret, HVIS det var at det skulle ske at der kom en baby ud af min mave. *GGG*

Men altså. Jeg STORMEDE rundt i Ikea, Tom kunne næsten ikke følge med. Jeg havde pludselig fået vildt meget energi og jeg havde ikke smerter i mine ben i samme grad, som jeg havde haft i den sidste lange tid. Så jeg syntes at det var skønt og kunne futte rundt og shoppe. Jeg måtte dog stoppe op ind i mellem når der kom en god ve.

Vi fik shoppet det vi skulle og Tom kørte bilen hjem. Vi har en lille times kørsel fra Ikea og hjem til os selv.

Da vi næsten var ved Holbæk, ringede jeg så til Mickey. Hun sprang rundt af spænding der hjemme og sagde at, hvis jeg ikke havde ringet nu, så var hun kørt af sted… Hellere en tur for meget, end en tur for lidt. *GG* Så hun kørte Husum mod Odsherred.

Da vi kom hjem ringede jeg til min JM igen. Der var stadig ca 7 min mellem veerne og de var ikke taget til, så vi aftalte at jeg skulle SLAPPE af og hygge mig, med Tom og Mickey også skulle jeg ringe når/hvis det tog til, eller hvis jeg følte jeg havde brug for hende.

Aftenen og natten inden:

Veerne fortsatte og jeg var vildt rastløs og kunne ikke sove. – Selvom Hanne havde sagt: Gå i seng og få SOVET… Altså…!! Hvem kan sove med 7 min mellem veerne?.. *G* Jeg kunne ikke!

Jeg sad og spillede ’Zuma’, et spil som jeg fordrev mange nætter med, når jeg ikke kunne sove, da jeg var gravid. *G*

Jeg begyndte at være mere ukoncentreret og spillede skidt… Jeg syntes veerne blev kraftigere og jeg tænkte så… Måske vi skulle ringe til Hanne? Kl. var ca. 1 og mit vand begyndte så småt at sive.

De veer jeg havde haft siden eftermiddagen var forholdsvis uforandret, lidt tiltaget i styrke, men stadig med 7-10 min mellemrum.

Kl. ca. 0130 var Hanne ude og kigge på mig. (Selvfølgelig) var der intet sket… Jeg var stadig 2 fingre åben og med lidt livmoderhals…Jeg blev VILDT ked af det og tænkte:

Min baby kommer ALDRIG ud. – og nu er mit vand begyndt at sive og hvis jeg så ikke har født om 24 timer, så skal jeg på hospitalet!… Og jeg TUDEDE… Hanne sagde, at jeg bare skulle tage det roligt. Nu skulle baby nok komme ud og i øvrigt var 24 timer lang tid til, at logge den frem.

Hannes telefon ringede og en af de andre på hendes gravide fra APRILtermin var selvfølgelig gået i fødsel! *suk* Men hun var en ‘hurtig føder’, som hun sagde, så det kunne snildt klares inden der ville ske yderligere med mig.

Vi fik besked på lige at fylde en vandvarmer fuld i karret, så det gik Tom i gang med… Også SKULLE jeg gå I seng!!!!… og sove… Lidt… Hvilket jeg jo IKKE kunne. *GGG* Så jeg lå og vendte og drejede mig.

Fødslen:

Da klokken så var 04 sagde det bare SMÆLD og sjask…. Og KAPOW kom der VEEEEEER der virkelig sparkede mig omkuld. Jeg endte med at sidde nede på gulvet på en stor pude med hovedet lænene på sofaen imellem veerne. Når jeg havde veer kravlede jeg næsten helt op på sofaen og vred mig… Tom og Mickey fik dog bukseret mig op på sofaen, så jeg kunne ligge og vride mig der oppe. 🙂 Men, trods mine VEEEEEEEER, som nu var KRAFTIGE, kunne jeg holde hovedet koldt nok, til at udføre noget af en heltegerning! Lige over hovedet på Mickey, på gardinet, sad der en KÆMPE krabat af en edderkop. Jeg sagde til hende: ”Ikk kig op! IKK kig op! Sid STILLE!”, hun er nemlig bange for edderkopper. Selvfølgelig kiggede hun op og mens hun lå stiv af skræk, fik jeg møflet mig derhen og redede hende fra den grufulde edderkop. Jeg fik kremeret dyret i brændeovnen, i selv samme bevægelse.

Veerne var nu hyppigere, der var ca. 4-5 min mellem dem. Jeg var (selvfølgelig) stadig overbevidst om at det ville gå i sig selv igen, efter alle de andre gange hvor det havde gjort det… Men kl. 730 var jeg tilpas hjælpeløs til, at jeg sagde ja, til at Tom skulle ringe til Hanne endnu engang.

Han ringede til hende og hun havde så lige ‘hevet’ en lille pige ud af sin mor i Vig. Der var så lige noget arbejde at gøre færdig der oppe, inden hun kunne komme til os. 🙂 Det tager ca. to timer, før hun kan tage videre, fordi moderkagen skal komme og hun skal fylde papirer ud og sådan…

På dette tidspunkt havde jeg PRÆCIS 3 min mellem veerne, som var SUUPER kraftige efter den store vandafgang. Da Hanne hørte om mine tider osv besluttede hun sig for FLUX at sende Anne, som er den anden hjemmeJM i vestsjællands amt. Hun RACEDE her op… Ved ikke hvor hurtigt hun har kørt, men bor et godt stykke væk og var her på 45 min. J Da hun ankom, sad Tom og Mickey og RÅ FNISEDE over mig, fordi jeg var som et ’urværk’ syntes de. Der var præcis 3 min mellem og der gik 2 min og 15 sek. hvis det var en stor ve og 2 min og 45 sek. hvis det var en lille ve… Jeg syntes ikke det var super morsomt, men dejligt at de kunne grine. *G*

Da Anne blev briefet af Tom og begyndte at undersøge mig… Jeg var STADIG 2 fingre åbent og med et lille stykke af livmoderen!… Jeg var ved at blive VANVITTIG… hvilket selvfølgelig betød at jeg ENDNU mere troede på, at det gik i sig selv igen og min baby ALDRIG kom ud.

Anne grinede af mig og sagde: SELVFØLGELIG kommer din baby!!!

Hun spurgte mig om jeg havde lyst til at komme i karret og jeg sagde taknemmeligt JA!

Jeg blev så ’gjort klar’ til kar, hvilket betød at jeg fik klyx (*fnis*) og at resten af vandet skulle fyldes i karret. Jeg skulle så ligge og holde det klyx i mig i 10 minutter!?!?! Med totale mega veer… *GG* Og som om det ikke var nok, skulle så sidde på toilettet og komme af med det der skulles af med, med mega veer!! Jeg holdte både Anne og Tom i hænderne… Det var så ikke vildt skægt faktisk og jeg græd også lidt, selvom det nu er en lidt komisk scene at tænke tilbage på…

Da jeg var færdig på potten, kom jeg i karret. Det var SKØØØNT! Bare at ligge og flyde rundt der i, når jeg ikke havde veer, lindringen fra det varme vand når jeg havde veer. Jeg kom i karret 0915.

I starten af tiden i karret, kunne jeg sagtens snakke og sludre i mellem veerne. Jeg brummede mig igennem veerne. Toms fætter og hans kone, har født deres barn hjemme i kar og hun havde fortalt mig om ’brummetricket’. Jeg syntes det var skønt! Ikke noget med at hyle op eller noget. Bare brumme. J Efter den første time i karret kom Hanne susene. Hun sagde til mig at det var bedre, hvis jeg trak vejret igennem veerne. Det ville sætte spark i det. – Så jeg TRAAAK vejret og traaak vejret. Det var godt, men lidt svært at komme i gang med det. Tom hjalp mig meget.

Anne havde trykket mig på 2 punkter på lænden, mens jeg lå i karret. Hanne erstattede de tryk, med et par akupunkturnåle. Jeg ved ikke om det hjalp, for jeg ved ikke hvor ondt det havde gjort, hvis de ikke sad der. Men det var i hvert fald ikke ubehageligt. Jeg havde den første tid i karret siddet på alle fire, af en slags. Lidt ligesom en abe. De følte på mig inden i og min baby blev ligesom ved med at sidde fast, det samme sted. Heldigvis kunne jeg ikke rigtig følge med i hvad jordemødrene talte om. Tom hørte dem nemlig snakke om, at jeg måske blev nødt til at komme på fødegangen, hvis ’den’ ikke selv gav sig til at skrue sig længere ned RET snart…! Heldigvis hørte jeg det ikke, jeg var nok gået temmelig meget i panik…

Jeg blev bedt om at vende mig om, så jeg sad med ryggen ind mod karkanten. På den måde kunne de logge babyen til at dreje sig mere rundt, og sætte sig helt ud, hvor den kunne presses ud. Hanne satte noget tape på nålene, så de ikke skulle stritte ind i karret og genere mig.

Tom var ved mig hele tiden. Han talte til mig og ’oversatte’ hvad jordemødrene sagde. Hanne hjalp til med fingrende, til at åbne mig det sidste stykke. Jeg ved ikke hvor langt, men jeg syntes det gjorde nas.

Mickey sørgede for at hente vand, håndklæder og hvad vi ellers manglede. Indimellem tog hun stillbilleder og skiftede bånd i det ene videokamera.

Selvom Hanne hjalp til med at flytte resten af livmoderhalsen, så min babys hoved kunne komme ned i rigtig fødestilling og selvom jeg havde ligget i fødekarret i over en time, og veerne virkelig bed, blev jeg VED med at tro at det gik over og i sig selv igen…

Jeg havde fuldstændig mistet min tidsfornemmelse. Jeg ANEDE ikke, om der var gået 20 minutter eller 20 timer. Jeg var stadig overbevidst om at det ville gå i sig selv igen og når de sagde til mig at jeg skulle mærke på mig selv og mærke at min babys hoved var på vej ned, kunne jeg slet ikke forholde mig til at det skulle være anderledes at mærke på end normalt. – Der blev vidst nok grinet lidt af mig og min manglende relativitetssans, på det tidspunkt. *GG* For selvfølgelig var der ingen vej tilbage for baby. Det eneste jeg rigtig havde at forholde mig til, var at det stadig var lyst udenfor. Ergo var der ikke gået 20 timer!

Meget kort tid efter at Hanne havde fået skubbet resten af min livmoder hals til side, fik jeg pressetrang. Jeg kom op på alle fire og jeg skulle bare presse, hvis jeg havde lyst. Jeg fik atvide at det var vigtigt at trække vejret igennem presseveerne og hvis jeg følte det som om det brændte og sve skulle jeg holde lidt igen, for ikke at sprække… Hanne klemte med hænderne på hver side af mit bækken, hver gang jeg havde en presseve og det føltes helt vildt rart!… 🙂 Det var ligesom at mit bækken blev større og babyen bare fik PLADS. Melon følelsen blev en del mindre.

Mens jeg lå og pressede, spurgte jeg STADIG, om de nu var sikker på at det ikke gik over og min baby trak sig tilbage igen… Og de grinede…: ”Tro mig, søde Zafir, der er kun én vej nu… og det er ud”, fik jeg atvide. J

Efter kort tids presseveer, havde jeg fået hovedet så langt ned, at jeg pludselig kunne mærke hår ’blafre’ i vandet mellem mine ben. Jeg udbrød højt: ”Min baby har HÅR!!! Min baby har hår!” og begyndte at STOR TUDE. Jeg græd og fik pludselig MASSER af kræfter. For første gang under hele min fødsel troede jeg nu på, at min baby rent faktisk KOM ud til mig. *SSS* Det var en helt fantastisk følelse. Få presseveer efter, at hendes hår kom ud i vandet, var hovedet ude. Hovedet drejede en omgang som det skulle og jeg tog selv imod min baby. *S* Det var SÅ FANTASTISK. Jeg vil nok tro, at jeg gav nogle brøl fra mig i pressefasen, men det er vel ikke af vejen, at man gør på det tidspunkt. *hihi* Det er jo trods alt ca. en melon der kommer UD der, på det tidspunkt. :o)

Idun kom ud til verden:

Da jeg tog min baby op af vandet, nåede jeg lige at se at det var en pige, før jeg krammede hende ind til mig. Jeg TUD BRØLEDE. Vrælede i vildensky. Jeg græd af lettelse over at min baby KOM ud, af lykke over ENDELIG at se min baby, at få spændingen udløst, for hvad det var for en slags. – Altså han eller hun. Alle følelserne væltede ovenud af mig.

Det eneste jeg fik fremstammet var: ”Du fik ret skat!”… Hvorefter de andre tænkte: ”Åhh!.. Hvad var det nu Tom havde sagt at det blev?!” *hihi*

Kl. var 1217, da jeg tog imod hende. Jeg havde været i karret i 3 timer og 2 minutter. Hvis jeg var blevet spurgt, kunne ikke sige om det var 20 min eller 20 timer. J Jeg var glad for, at finde ud af at det var 3 timer. Jeg lignede en rynket rosin. J

Faktisk syntes jeg det er lidt vildt at tænke på, at jeg åbnede mig fra 2 fingre til 5 fingre og fik hende ud på 3 timer, når jeg havde været 2 fingre åben i 3 uger, inden jeg fødte.

Men Tom fik ret. Han fik ret i det hele. Han sagde: Vi får en pige, født på en solskinsdag og hun kommer til at veje over 3500 g. J Og det var en solskins dag. Det var en solskinsdag at vi blev tre i Plejerup. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var en pige og hun vejede 3740 g.

Vores baby skreg ikke da hun kom op af vandet. Hun knirkede lidt og åbnede sine smukke smukke øjne og kiggede på sin far og mor. J Hun var det SMUKKESTE jeg nogensinde havde set. Jeg kunne SLET ikke se at hun var krøllet og blålig. Som de fleste babyer jo er i større eller mindre grad. *GGG*

Alle de navne vi havde talt om, på nær Idun forsvandt, da vi så hende og Idun blev hendes navn. Smukke Idun.

Jeg sad med hende i armene, mens jeg stadig var i karret. Vi ventede på at moderkagen skulle komme. Hun var stadig ’hægtet på moderskibet’, da Hanne og Anne går ind for at navlestrengen først bliver klippet, når den ikke har nogen puls mere, altså efter moderkagen er kommet ud.

Mine arme var som spagetti. Helt slaskede. Jeg fik hjælp af Tom og Anne med at holde Idun over vandet. Jeg tudede, Tom græd, Mickey græd. *S* Af glæde selvfølgelig. Vandet i karret, var stort set helt klart, til moderkagen var kommet ud. Først da, kom der lidt blod i karret, men det var på intet tidspunkt ulækkert.

Da moderkagen var kommet fik jeg et par hænder, til at komme ud af karret. Jeg blev tørret og fik morgenkåbe på. Jeg satte mig på vores sovesofa op af en dejlig stor pude. Hanne stoppede babsen i munden på Idun. Hun suttede med det samme – og det har hun gjort ligesiden! *SSS*

Anne sagde farvel og Hanne gav sig til at udfylde papirer. Idun suttede et godt stykke tid og endte så med at lave en fin kage på min mave. Det der sorte stads der kommer ud i starten. *hihi* Jeg nænnende næsten ikke at hun skulle have ble på, fordi jeg bare måtte GLO på hende. Undersøge hende og se hver en lille fold og tå. J Tom og Mickey var de første der gav hende ble og tøj på. Mickey ringede rundt til familie og venner og skrev en mail til folk og fæ – Med billeder af vores skønne skønne barn. J

Jeg var glad, stolt, forundret, træt, euforisk, mættet, skrup sulten, lykkelig… En helt helt masse følelser på én og samme tid. Jeg var forundret over hvor ’let’ det havde været.

Jeg havde brugt meget tid på, inden min fødsel at forberede mig på den ALLER værste smerte og at det faktisk næsten ikke ville være til at overkomme. Men jeg var ikke på noget tidspunkt bange for smerten. Jeg var tryg gennem hele min fødsel. Selvom det var prusten og stønnen og tårer og brøl, var jeg tryg ved situationen. Jeg vidste at smerten var der NU, men den ville ende og der ville komme noget godt ud af det. Det var derfor ikke en ubehagelig smerte for mig. Jeg vil ikke sige at jeg har glemt hvor ondt det gjorde. For det gjorde ondt. Det gjorde MEGA PISSE ondt faktisk. Men det var bare ikke ubehageligt, som når man er syg og ikke ved hvornår det stopper, eller ved hvorfor man har ondt. Jeg græd lidt. Kastede op én enkelt lille gang og bandede to gange i løbet af min fødsel. Ellers brummede jeg. Trak vejret. Gibsede og BRØLEDE… *S*

Bagefter fortalte Hanne mig, at det med at brumme, faktisk er helt okay at gøre. Hun var bare træt i hovedet efter en lang nats arbejde og syntes derfor at det var skønt hvis hun kunne logge mig til at bruge min vejrtrækning i stedet for at brumme. *hihi* Men for mig gjorde det jo ingen forskel, jeg skulle bare koncentrere mig om at ændre det, jeg lige havde fundet ud af, til noget andet. Og vejrtrækningen virkede super også. *S*

Hej Bedster og Older:

Da Idun var tre timer gammel sad jeg her ved min computer og skrev den første lille fødselsberetning på min gruppe på netbaby. Alle de nye bedster og older var på vej og det var en helt fantastisk dag, den første april 2004.

Da kl. var 17. stod alle bedsterne og olderne i stuen med hver deres kamera og blitzede lille skønne Idun i hovedet. Hun sov. Sov og suttede. De havde taget mad med til os, men var helt tossede og fjollede alle sammen, fordi de selvfølgelig også var temmelig euforiske. Derfor endte det med at være os der var de sidste til at få mad, selvom vi var dem der havde arbejdet HÅRDEST i et lille døgn… Men mad det fik vi dog. – og det var dejligt!

Vi fik en af de nye bedstemødre til at vaske karret for os, da vi var HELT fuldstændig færdige og slet ikke kunne overskue rengøring på det tidspunkt.

Mens vi sad og spiste, sagde jeg til Tom og Mickey: ”Er det ikke bare forunderligt at hun var helt fin, da hun kom ud? Slet ikke rynket og blå, bare helt fuldstændig fin…” De fnisede RET meget og sagde at jeg nok liiige skulle se billederne, også genvurdere hvor glat og lyserød jeg syntes hun var, da hun kom ud…

Da klokken var ca. 21, var vi alene med vores smukke lille pige. Alle var taget hjem og Idun var flyttet ind.

De første dage:

Den første nat lå hun og sov mellem os i en lille ’båd’ af ammepuden. Det gjorde hun også den næste nat. Vi havde mange gæster, der kom forbi og så hende. Det var DØD hyggeligt at holde barselsdage her hjemme.

Tredje dagen var den dag mælken rigtig skulle løbe til. Hun SKREG OG SKREG, fordi NU var hun altså sulten. Jeg var TRÆT, fordi adrenalinen var begyndt aftage. Tom var SÅ dejlig til at tage hende, da hun skreg. Jeg havde brug for en lille pause og sove lidt, så min krop kunne lave lidt mælk. Hun fik en tår kogt vand og det var gav hende lidt tilfredsstillelse, så jeg fik min lille pause. Da hun efter en times tid begyndte at skriiiige igen, tænkte jeg: GODT SÅ!!!… Hanne sagde man kunne, så kan man!!… Så jeg vendte mig om på siden og Idun ind til min babs. Stoppede den i munden på hende også kunne hun ellers SUTTE så længe hun overhovedet havde lyst til også kunne jeg sove. *S* Det VIRKEDE helt fantastisk. Hun suttede og mælken kom flydende. Siden har vi sovet sådan hver eneste nat. Det er SKØNT. Hendes nattesøvn er rolig og min nattesøvn er rolig, så vi får nogle bedre dage, der ikke er trætte… *S* Nu er hun blevet 5 mrd og vi babser stadig på fuldtid. Hun er den sødeste ’babser’ om natten. hun har ikke skreget, mere end én nat siden vi begyndte at ’sove-babse’, og der var hun syg. *S*

Efterskrift:

Hele forløbet omkring hendes fødsel og hendes babyliv, har været skønt. Jeg ville ikke ønske det anderledes og hvis vi skal lave en lillebror eller lillesøster en dag, skal det BESTEMT også være en hjemmefødsel, hvis det kan lade sig gøre. Jeg ville ønske for alle, at de kom til verden på en ligeså rolig, stressfri og kærlig måde.

De personer der var tilstede ved fødslen var perfekt. Det ødelagde intet, at Anne blev nødt til at starte os op. Jeg var tryg ved hende, selvom jeg havde kørt mit graviditetsforløb med Hanne. Hun var sød og dygtig og jeg havde hørt om hende inden, fra Hanne og læst ting hun har skrevet omkring hjemmefødsel.

At vi havde valgt min surrogatsøster som hjælper var SÅ dejligt. Hun og jeg har kendt hinanden hele vores liv og det gjorde at vi ikke behøvede at snakke eller sætte hende i gang med ting hele tiden. Vi havde snakket om det der skulle snakkes om inden og hun var stolt og glad for at få lov til at være med, til at hjælpe hendes ’niece’ til verden.

Jeg har et stort håb om at alle amter i Danmark vil tage større stilling til hjemmefødsler. At de vil lave en god ordning, så hjemmefødsel bliver udbredt i Danmark. At man ikke skal retfærdiggøre overfor mange, at man føder hjemme. At det bliver kendt, at det er skønt og sikkert at føde hjemme. Jeg vil ønske at man begynder at lave gode hjemmefødselsordninger, i resten af Danmark, når man skærer ned på fødegangene.

Vi er SÅ heldige, at vi bor i Vestsjællands amt, at vi har mulighed for at bruge den ordning vi har her. At vi har 2 jordemødre der har helliget sig hjemmefødsler og som er ansat til kun at tage sig af det. At vi bliver undersøgt i vores hjem, gennem hele graviditeten. At vi får vores jordemoder med på hospitalet, hvis det sker, at vi skulle blive overflyttet til fødegangen i løbet af vores fødsel.

Et forløb med jordemoderkonsultationer, fødsel og med en fast jordemoder, som jeg har haft koster ca. 15.000 kr. Man kan føde mange børn hjemme, i forhold til prisen på én hospitals seng og et fødselsforløb på en fødegang – Hvis man skal se kynisk og økonomisk på det.

Hvorfor bliver der skåret ned? Hvorfor bliver der ikke lavet bedre hjemmefødselsordninger i resten af landet, så flere folk vælger en billigere løsning? På den måde kan alle få en mere tryg fødsel, der er bedst for dem? Jeg vil ønske at der ikke er nogen, der skal ligge og føde på hospitalet med en stresset jordemoder, der skal passe 3-4 fødende og føle sig utryg.

Så kom i gang piger!… Tag stilling til jeres egen fødsel. *SSS* Så bliver den allerbedste fødsel, hvis I har taget stilling.

Jeg vil opfordre ALLE der bare har tænkt tanken én gang: ”Skal jeg føde hjemme?” GØR DET GØR DET GØR DET!!! Og alle dem der ikke har tænkt den endnu… GØR DET GØR DET GØR DET! *SSS* Det er det mest fantastiske jeg og min mand nogensinde, uden sammenligning har oplevet! *SSS*

31. juli 07

3 dage som (hjælper) kræw:

Det er mandag. Jeg har været af sted som hjælper for en Kræw ved Grøn koncert i 3 dage. Fredag formiddag kl. 10 til jeg fik fri kl. 23 søndag aften. Det har været monster mega hamrende hårdt, men også sjovt og spændende.

Først lidt om at være Kræw.

Kræw, ”crewets” eget kælenavn for hvad de hedder. Der er alle mulige slags Kræw. Der er op-kræw, ned-kræw, teldt-kræw, duser-kræw, muliti-kræw osv. osv… OGSÅ SÆFØLI Hjælper-Kræw (som jeg jo er) som er hjælper for en kræw i kørestol.

At være kræw, er benhårdt. De fleste af dem er af sted i alle 11-12 dage. 4 dages koncert i første omgang, 4 overliggerdage – med fææææææst 24t/d (så vidt jeg har forstået) og 4 dages koncert bagefter. Koncerterne flytter by ligesåsnart de er færdige om aftenen kl. 21. Så bliver hele lortet pillet ned og kørt til den næste by. Nogen når at sove nogen timer om natten, andre fester og sover måske et par timer i bussen fra sted til sted. Derefter skal koncertpladsen stilles op endnu engang. Når gæsterne kommer arbejder Kræwerne i boderne overalt på pladsen.

De første Kræwer starter med at stille pladsen op allerede kl. 4-5-6 om morgenen…

Man sover på skoler rundt omkring i Danmark. Nogen gange 2 nætter samme sted og andre gange 1 nat hver sted.

Dvs. at transporten fra by til by foregår enten om aftenen eller tidlig om morgenen.

Til gengæld for alt det arbejde de gør, får de så alt hvad de kan spise og drikke på hele turen. 4 overligger dage med endnu mere fest og farver. Og når jeg så siger alt hvad man kan spise og drikke, så er det praktisk talt alt. Undtagen sprut. Det er mad, snacks, sodavand, cocio, kaffe, te, slik… Jeg var meget meget overvældet over standarten. De tager sig rigtig godt af deres frivillige. Det er ret flot. Men de gør også virkelig et stort stykke arbejde. Derudover får man t-shirts, sweat shirts osv. så man kan kende Kræwerne.

MEN at være hjælper til en Kræw, har man så lige tillæg i arbejdsopgaverne:

Køre sin bruger fra sted til sted, når en normal kræw kan sove i bussen, skal vi være vågne og køre. Vi skal lave alle de samme ting med op og ned pakning. Lave alle de normale ting, som bade, personlige ting, hente mad, ind og udpakning af bil med alt hvad der dertil hører. Lift, senge, tøj osv. Bade tager for en normal person ca. 10 min. Men badet for en bruger tager mindst 1 time. Vi skal stadig køre samtidig med alle de andre der skal køre i bus, selvom vi kommer hurtigere frem. Dvs. at når vi skal køre fra et sted kl. 7 skal vi op kl.05.15… Når vi skal i seng, om aftenen, skal vi have vores bruger i seng (når dette er, efter druk, fest osv…) HVIS vores bruger vil feste, kan vi måske nå at sove lidt inden vi skal ligge vores bruger i seng. Flere gange hver nat skal vi op og vende vores bruger. I alt får vi ca. 6 timers søvn af en time af gangen. HVIS vi er heldige. Resten af de 18 timer på døgnet er benhårdt arbejde. Til gengæld får vi ingen kredit (fordi det jo ikke er ’os’ der er kræwerne, men blot udfører den fysiske del af vores brugers arbejde), ingen fest, ingen hvile, men til gengæld vores normale løn. – Vi får dog samme formidable forplejning som resten af Kræwerne og T shirts (1 pr. dag man er med på turen). (derudover fik jeg også tigget mig til en MEGA COOL Cap, som Stimorol standen var så flinke at donere…! Nice…!)

Da det ca. er dobbelt så hårdt at være hjælper til en Kræw, som selv at være Kræw, er det ikke fedt at tage med mere end 3 døgn i træk. Nogen (som min bruger Sisse) skifter hjælper undervejs, andre har 2 med hele vejen, som er på arbejde hvert andet døgn. Eller dvs. får løn for hvert andet døgn. Det betyder selvfølgelig også at de har lidt mere frihed og får lidt mere søvn, men til gengæld skal de også være væk i 12 døgn og kun få løn for 6… Men anyways. Det er helt sikkert sjovt, fordi de får mulighed for at være lidt mere social med folk.

Nu til turen:

BOD: Info.

Folk der hørte til her:

Sisse (og mig)

Mette (og hendes hjælper Dorte)

Søren Peter (og hans to hjælpere Søren og Elmer, der var et ”svoger-par”)

Klaus som var sektions chef (og hans hjælper Jeff)

Claus, som var svindler men uden hjælper fordi han kan gå.

ODENSE, FREDAG:

Min vagt startede på Odense banegård fredag formiddag. Her møder jeg min kollega, der har været med i 4 dage. 3 overligger dage og 1 koncertdag. Hun ser ret frisk ud, så jeg bliver lidt forhåbningsfuld. Men hun siger at det er fordi hun har valgt ’loppe-tjansen’, som hun siger… Overliggerdagene. Uden lange køreture, ind og udpakning osv. Men hun siger det har været sjovt.

Jeg bliver advaret om MUDDERHELVEDE, allerede her i opstillingsfasen på pladsen… Hvorefter jeg bander over de gummistøvler jeg skulle huske at tage med, men som pænt står i entreen der hjemme… Heldigvis har jeg mine ’nød-gummisko’ med. Dem nåede jeg at tage ud af bagagerummet på bilen, da jeg på Roskilde station opdagede at jeg IKKE havde mine gummistøvler med… Hehe. De er mega grimme og stive, men til gengæld med en HØJ sål og meget mønster i, så jeg ikke vil synke så meget i og hvis de bliver for klamme, kan jeg bare smide dem ud når jeg kommer hjem igen.

Jeg finder vejen ud til pladsen. Kun lidt bøvl på vejen, da vejnavne skiftede før de gjorde på kortet osv. Men men, jeg kom frem. Fra min kollega havde kørt til jeg kom tilbage, var der sat hegn op alle vegne og jeg kunne ikke parkere henne ved infoboden, hvor vi Sisse er Kræw. Jeg fandt en rimelig muddersikkerplads bagved den store scene. Allerede da jeg kom kl. 11 havde lastbilerne MEGA store problemer. En lastbil var sunket i mudder, så den var ved at vælte. De scenelastbiler der skal parkere helt op til bagscenen sank i og måtte trækkes og skubbes og meget mere. Halv meter dybe køre render…

”Heldigvis” blæste det helt vildt og pladsen nåede at tørre en smule i løbet af dagen, selvom vi fik nogen ordenlige byger. Vi følte os dog RET heldige, da vi fik atvide at tordnede og var skybruds-agtige byger i København med kæmpe store hagl.

Da kl. var 15 skulle Mette skifte hjælper. Mettes bil var helt spærret inde. Dels af hegn og dels af mudder, så jeg kørte hendes hjælper til skift på stationen.

Fredagen, føltes ret hektisk, fordi jeg ikke var inde i nogen af rutinerne. Jeg fik atvide at det var et godt tidspunkt at tage lur på, inden kl. 19, da vi skulle starte oprydning inden nedpakning ved 20 tiden. Så første dag så jeg ikke NEPHEW, fordi jeg skulle have en lur.

I infoboden fortæller man folk alt hvad de ønsker at vide, derudover sælger boden smøger (i læssevis), regnslag i bunker og paraplyer. Så tager boden sig af forsvundne børn og hittegods.

I Odense havde jeg min første oplevelse med et forsvundet barn. Der var en samarit der var kommet med en dybt ulykkelig pige på knap 6 år. Jeg sad med hende i mere end en halv time. Jeg begyndte at syntes at det var ret underligt, at der ikke var kommet nogen for at lede efter hende. Jeg prøvede at spørge hende om hun kunne huske, hvor hun var blevet væk… Det kunne hun ikke. Hun var en pige af ret få ord. Hun fik lidt slik og en sodavand. Jeg aftalte med Sisse, at jeg tog hende i hånden og gik ud for at kigge efter forældrene og hvis de kom tilbage så ville Sisse ringe til mig.

Vi kommer over på den anden side og pludselig kan pigen begynde at kende området. Hun får øje på sin mor og løber hende glad i møde.

Moren ser hende og SKÆLDER hende ud. Hvor helvede hun havde været osv. Moren virkede ikke engang fuld og slet ikke bekymret. Jeg sagde til moren at hun havde siddet længe i informationen og ventet på sin mor. Moren sagde at de lige havde været rundt og kigge rundt om hvor de sad også havde opgivet og tænkt: ’Hun kommer nok tilbage’… FUCK hvor blev jeg bare vred!! Jeg havde bare lyst til at tage pigen med tilbage… Ikke noget med at moren havde skrevet mobilnr på armen af sin datter, ikke noget med at lede efter hende. Ikke noget med at ROSE hende for at hun havde fundet nogen ansvarlige voksne og var kommet til informationen, hvor der var nogen der kunne hjælpe hende. Nej, kun skæld ud. Og den stakkels pige var bare mega ulykkelig. SUK SUK!!! Men desværre kan man jo ikke rigtig gøre noget, når det ikke er ens eget barn. Øv. Men jeg fik helt ondt i maven og havde virkelig lyst til bare at tage pigen under armen og gå igen.

Tv2 sluttede kl. 21… Og slam bam så skulle vi pakke hele pladsen ned. Heldigvis var vi kun omkring en time om at pakke infoboden ned. Vi kunne køre fra pladsen kl. 2215. Vi skulle køre til næstved og var fremme omkring kl. 2345. Herefter skulle vi pakke bilen ud, stille senge op osv. Kl. ca. 0130 kunne vi ligge os til at sove. Kl. 0630 skulle vi op igen… Gaaaaaaaaaaaaab… Have Sisse i bad inden vi skulle ud til koncertpladsen i Næstved. 3 gange den nat havde jeg været oppe og vende… GAB jeg var træt. Men min ’kollega’, Mettes hjælper var først kommet i seng kl. 0230, fordi de skulle i bad om aftenen. De skulle stadig ligeså tidlig op som os.

NÆSTVED, LØRDAG:

Det var første gang jeg skulle være med til at stille op.

Opstilling består af:

– Ankomme til et bodtelt, der var stillet op uden sider. – Sætte sider på teltet. – Stille disk op (som bestod af 3 sektioner af stillads) – Stille borde og bænke op – Stille handicappodiet op – Hente pengekasse – Hente smøger – Tælle vekslepenge og varer – Lave pynt og afskærmning – Sætte plakater op – Hente vanddunke til håndvaskning – Tømme lastbilen – Fjerne bandarolerne fra smøgerne

Når boden var stillet op, så var der måske lige plads til lidt afslapning inden det gik løs kl.13. Der kom nogen gevaldige regnbyger i løbet af dagen og vi kastede om os med regnslag. Det var helt vildt. Alle hænder var i gang og vi kunne næsten ikke følge med. Jeg nåede dog at få en lur i bilen ved middagstid. Skønt!

Det var super fedt at få set lidt af musikken, fordi vores infobod er med super view til den store scene.

Jeg havde fået atvide at næstved var den ultimative bølleby og vi skulle være forberedt på masseslagsmål og sådan. Vi så dog kun et enkelt slagsmål, som hurtigt blev stoppet af sikkerhedsfolkene. :o))

Dorte og jeg var på gåtur og fik tigget os til de fede caps fra stimorol standen :o))) FEST OG FARVER. Det var dejligt at få en kasket på, fordi ens hår altså er lidt viltret, når det blæser meget.

I Næstved havde vi sol og gigant byger indimellem hinanden. Heldigvis sluttede dagen i SOL :o))))) Så vi kunne pakke ned i tørvejr.

Natten til søndag skulle vi overnatte igen i Næstved. Denne nat kaldes ”Sumpen”, fordi det er sidste nat, at folk er samlet. Natten inden den sidste koncert på turen. Mange Kræwer planlægger ikke at sove den nat. Drikke og køre igennem. Sove i bussen på vej til Valbyparken. Dog var der en del der måtte bukke under og sove x antal minutter, som denne nats søvn for manges vedkommende kom til at indeholde. Jeg selv og Dorte var seriøst hjælper trætte. Vi var så trætte at vi følte os stive og rystede… trods det at ingen af os havde rørt en dråbe alkohol.

Jeg lå på min madras med min sovepose INDEN midnat…! Weee… Jeg skulle så op og få Sisse i seng kvart over 2… Derefter kunne jeg sove uden at skulle op en eneste gang helt til kl. 0530.

VALBYPARKEN; SØNDAG:

Jeg skulle pakke alle tingene ud i bilen. Så meget som muligt, inden jeg skulle tage Sisse op. Kl. 7 var vi klar til at køre. Udover Sisse og jeg havde vi Aina og hendes kæreste Simon, deres bagage og en mini crosser i bilen tilmed…! Godt pakket dukato, kan I tro!!

Godt så! Af sted til Valby. Aina og Simon ville gerne stoppe på en tank for at have lidt at spise på vejen. Jeg havde 2 Cocio’er, en halv liter kildevand og piratos at køre på. Der gik mindre end 10 min, før hele bussen snorkede. Af en eller anden årsag kunne jeg holde mig vågen og jeg kunne ikke overskue at stoppe på en tank, og vække de andre for at de kunne få noget at spise inden morgenmaden, når vi kom frem.

De andre hilste min beslutning velkommen, da vi var ankommet.

Ja, nu kommer der så lige et bandeord: FUUUUUUUUUCK hvor var vi TRÆTTE og SLØVE og udpakningen og opsætningen tog helt udsædvanlig lang tid for alle. Da publikum kom, var hegn ikke engang færdig med afspærringerne… :-S

Da vi havde stillet op, havde jeg brugt ALLE ressourcer jeg overhovedet havde i min krop. Jeg glædede mig helt vildt til dagen, fordi husbonni skulle komme. Men jeg kunne slet ikke hænge sammen. Min motorik svigtede. Min balance, alting. Jeg var bare 120% træt… Jeg kunne slet ikke overskue at køre igennem dagen på cola, Cocio og smøger og være glad og overskuds agtig når husbonni kom. Jeg fik ’bevilget’ en lur kl. 1215. Aina havde hendes hovedpude liggene i bilen og vi havde endda madrassen i bilen, fordi alt bagagen lå i bilen. Musikken var ikke startet. Ørepropper i ørene. Et vindue på klem og Zzzzzzzz… Jeg havde ikke engang stillet mit vækkeur. Håbede på at der ville gå LÆNGE før der var bud efter mig og jeg regnede med at Sisse ville ringe efter mig, når hun havde brug for mig. Jeg vågnede halvanden time efter. Jeg ringede og snakkede med Tom, han var så småt på vej. Han havde lige afleveret Idun hos Sussie og skulle af sted til valbyparken. Jeg følte mig frisk! Fuld af energi. Det var fantastisk. Jeg har helt ærligt aldrig i mit liv fået en bedre lur. Det er den allerbedste lur jeg har fået!!! Jeg tror det var det at jeg vågnede af mig selv. At jeg havde ro og en hovedpude… :o)))))) Skønt. Jeg havde pludselig mod på dagen igen. Jeg glædede mig vildt, til at husbonni skulle komme.

Jeg sprang tilbage i info. Jeg fik lov til at gå en VIP gratis billet til husbonni. :o))) Det var skønt. Jeg havde ellers besluttet at give ham billetten uanset hvad, men jeg var super glad for at få en billet. Det viste også at sektionschefen var glad for min indsats syntes jeg. Sektionschefen sagde også god for at han kunne være inde i infoboden sammen med os, når han ikke var rundt på pladsen. SUPER dejligt. :o)))

Så ringede han, at han havde parkeret og jeg fik lov til at gå ned til indgangen. Der var langt fra bilen og til selve koncertpladsen, men han kom :o))) Lige til L.O.C. start.

Det var rigtig dejligt at se ham :o) Selvom jeg kun havde været af sted siden fredag formiddag, har det bare været så intenst at det har føltes som meget længere tid. Han var både inde hos os og hjalp med at stå i ’døren’ (altså der hvor vi skulle lukke kørestole ind og ud og div. kræwer der skulle igennem osv. Også var han ude på pladsen og tage billeder med mit cam og møde en masse mennesker… Men det var super dejligt at han var der.

Indimellem skulle jeg selvfølgelig det ene og det andet. Jeg havde jo mit arbejde at passe.

Så fik vi en forsvunden!!!.. En ung mand, spastiker i elkørestol. Han var blevet væk fra sin flok, inkl. hjælper og så var hans mobiltelefon oven i købet løbet tør for strøm, så han havde ikke numrene på nogen han skulle finde. Hvad gør man så. Vi fik så ringet til hans institution, som gav os nummeret på én i flokken. De kunne ikke høre noget, da vi ringede og vi fik skrevet en sms til dem. Fandt dem ved sony erricson bilen. Jeg fulgte ham over til hans flok. Han var SUPER glad for hjælpen :O)) Men det aller sjoveste af det hele, var at han var nærmest IDENTISK med Lykke. Hvis Lykke havde været en dreng, havde det været ham. Deres bevægelser var ens, ansigtsudtryk, talemåde, ordvalg, øjne… ALTING!!! Og Lykke har bare ingen brødre. Hun har 2 søstre som ikke var spastikere… Det var så vildt så vildt!!! Mega syret oplevelse. Jeg har aldrig oplevet noget lignende…

Musik fik jeg også hørt en del af, fordi jeg ikke sov mens der var noget af det. :o) Dejligt. Vejret var, ikke udsædvanligt USTADIGT ad h til…

Alle bandsne var trætte, kunne man se, men de formåede at give helt vild fede shows alligevel. MEGET imponerende!!

Da Tv2 startede var jeg ude og gå tur med husbonni. Vi sad lidt oppe i VIP baren og sludrede med nogen mennesker og så starten af Tv2 fra side-udkigspladsen fra VIP området op mod scenen. Vedsiden af os, står der en far. Med en baby på UNDER 1 år!! UDEN fucking ørepropper og med cola i sutteflasken!!!… Vi var TOTALT rystede. LIGE ved siden af højtalerne. – Ca. 2 meter fra. Babyen så selvsagt ikke særlig glad ud. Faktisk med totalt bange øjne og mundvige der gik nedaf… Faren stod bare der og var overhovedet ikke opmærksom på sit barn… Men UDEN ørepropper og med COLA i sutteflasken, 2 meter fra højtaleren…?!?!?!…

FUCK nogen forældre skulle have et spark i røven!!!

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle optage Kira (fra The Kindret Spirits) på min mobil, når hun sang med Tv2… ”Loosing you”. Den super fede sang, hun synger. Inden hun gik på, var det begyndt at regne. Solen var kommet igennem og der stod 2 kæmpe regnbuer henover scenen. Der kom en lettere desperat far med en lille dreng og spurgte om vi ikke havde et sted med tørvejr, han kunne skifte hans søn. Det var lige i det samme Kira skulle til at gå på. Jeg gik med ham ind i lastbilen og han kunne lave tør numse der. Jeg stod på ladet af lastbilen. Kunne se over alle menneskerne. Alle paraplyerne. Alle regnslagene. Jeg stod i tørvejr i lastbilen. Havde lyden lige på. Regnbuerne over scenen. Kira sang. Sang så smukt så smukt. Grøn koncert og min oplevelse som (hjælper)kræw var ved at være slut. Min ansættelse hos Sisse var ved at være slut. Det var en helt vildt underlig fornemmelse at stå der på ladet af lastbilen. Med min mobil på diktafon. Pludselig løb tårerne bare ned af kinderne på mig. Det var så vildt så vildt. En helt fantastisk oplevelse.

Lidt efter kom MC Einer på besøg hos Tv2 også. Jeg tog husbonni i hånden og tog ham med op i lastbilen, så han kunne se hvor fed en udsigt var deroppefra. Vi så nummeret sammen oppe i lastbilen. Bagefter begyndte vi så småt at pakke ned. Tv2 var ved at slutte. Info boden blev pillet fra hinanden. Grøn var ved at være slut. Tingene skulle ikke samles, men spredes på de forskellige lagre, opsamlingssteder osv. Vi var trætte, men havde også fået en ekstra hånd (som var en kæmpe hjælp til os trætte mennesker) fordi husbonni blev, til nedpakningen. :o))))

Vi var allerede klar til at køre fra pladsen kl. 22. For vildt!! Simpelthen fantastisk. Husbonni fik et lift til bilen af Mette og vi skulle lige køre Aina og Simon til Frederiksberg, hvor de boede. På vej ud af området, blev vi stoppet af to temmelig bedukkede og ret velhavende mænd, der ’bestak’ os med 500 kr. til fonden, for at køre med ’hvor som helst’. De prøvede for vildt at logge os i byen og ville give alt osv. Men NO NO NO!!!. Hehe…

De var mega sjove og lagde for vildt an på Sisse, selvom de kunne se hendes giftering på fingeren osv. Men altså. Det var et ret sjovt indslag og med til at holde os vågne, på denne sidste køretur efter …

Vi var i ballerup 2230. Tom var først ved at køre fra Sussie og jeg fik udpakket Sisses bil, skrevet timeseddel og hentet mine ting der inde. Så det var faktisk rart lige at få overstået. Så nu venter jeg bare på min fyreseddel, som jeg får i denne her uge, så jeg kan søge mine dagpenge – så jeg lige får halvanden måneds ’ferie’, inden jeg skal starte på mit nye job :O)))

Jeg satte mig ud på p-pladsen. Røg mig en smøg og drak den sidste Cocio. Jeg snakkede med husbonni, han var kørt den forkerte vej og jeg snakkede ham til ballerup. Det var smadder dejligt.

Jeg blev hentet. Skønt!!! Jeg var træt, men havde bare så meget at fortælle fra weekenden, så vi ævlede hele vejen hjem. Det var også dejligt for husbonni, fordi han også var træt. Men jeg skulle IKKE køre. Det havde på ingen måde været safe…

Det var skønt at komme hjem. Jeg måtte stene lidt, inden jeg skulle sove. Lige falde til. Tage et par hovedpinepiller.

Så sove… SOVE!!!

I dag har jeg været træt. Jeg har fået mig en lur på 2 timer. Idun havde savnet mig HELT vildt, så hun ville bare slet ikke i børnehave i dag. Jeg havde også savnet hende meget, så hun har været hjemme. Hun lovede at være sød og lade mig sove lidt og sådan.

Det har været spændende at være med. Måske laver jeg et comeback som hjælper næste år. Måske tager husbonni med som kræw i de 3 dage jeg måske tager en vagt. Måske måske. Men det har været sjovt og jeg har været glad for det. Men FUCK hvor var det hårdt. BENHÅRDT!! Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Jeg er ikke engang kommet i bad i dag. Jeg har taget mig et fodbad og skiftet tøj. Hehe. Men ellers har jeg slappet af, hygget med mine dejlige og lige fået købt ind og spist på pizzariaet i Asnæs.

Koncert anmeldelser:

Alphabeat:

Ikk lige min kop te. Hørt langt væk fra, fordi de spillede på den lille scene der var

længst væk fra os. Helt sikkert sjovt, at danse til, hvis man er lidt fuld.

Fight night:

Det var meget sjovt, men svært at få så meget ud af, når man stod langt væk fra scenen og ikke helt kunne høre deres battles. Men folk syntes det var sjovt og det var i hvert fald noget der satte fut i fejemøjet og sjovt, at deres show var forskelligt fra dag til dag, fordi det reelt VAR battles. :o)

Ufo og Yepa:

Kan jeg nu meget godt lide. De så ud til at få gang i crowden ok, men det var stadig på den lille scene længst væk, så jeg har ikke så stort et grundlag at udtale mig om deres show på. Men det lød ’langt fra godt’… Hehe ;o)

Veto:

Fandt jeg aldrig ud af hvem var og kunne ikke rigtig høre nok af musikken til at kunne bedømme dem. De er åbenbart et upcomling teen-chick-score-band, for der var en del 14-17årige piger der havde VETO, skrevet i ansigtet eller på kavalergangen. Hehe… Så noget kan de sikkert ;o)

Nå så kommer vi til det jeg rent faktisk KAN bedømme, fordi det blev spillet på den store scene og jeg har set alle showene.:

LOC:

Styrer!!! Han har humor, han rapper fedt. Kan det der med at lave et liveshow. Han havde Johnson og Uzo med i sit show også. Sceneshowet var fedt og de gav den gas forvildt. Det var rigtige instrumenter der backede dem og det syntes jeg virkede rigtig godt. Jeg havde ikke forventet at det var meget andet end samplinger.

Der var røg og fyrværkeri show og hele balladen.

Dog vil jeg sige, at han virkede lidt for træt og lidt for stiv på scenen søndag, men fair nok… Det havde også været mange dage i træk og det københavnske publikum var nok også taknemmeligt på den konto, fordi en som LOC ikke skal slå mange prutter i kbh, før folk jubler. Men jeg syntes nu at det havde været bedre de andre dage. Meen stadig. SUPER NICE :o)

BETH HART:

Til min stoooooooore overraskelse var hun for vild. Hun rockede SÅ HÅRDT!! Jeg kender intet til hende, andet end jeg vidste at det var hende der synger den der sang de bruger i introen til ’Scenen er din’. Jeg troede jeg skulle høre en rock balladedulle sidde ved et klaver og synge bla bla… Men for fanden da også, hun kan synge, hun kan brøle, hun kan levere en energi til publikum igennem musikken, der var helt fantastisk. Det var jo fanmer hård rock hun leverede. YUM!!! Og hun kunne virkelig gi den gas. I kæmpe mega stor stil!!!

Hun har en beskidt mund når hun snakker imellem sangene og noget andet vildt er, at hun faktisk for 5 år siden var ved at ende sit liv i stoffer og stoffer og atter stoffer. Men vendte på en tallerken og åbenbart nu turnerer og vidst nok også bor i Danmark en hel del. Men hun var altså virkelig sej. Helt udover forventning :o))) Musik der rørte mig.

NEPHEW:

Ja… Hvad kan jeg sige. De er fede i radioen. De er fede på CD. Man kan godt blive en anelse træt af dem, når der i perioder er en sang der bliver spillet igen og igen (og)… Men live, der kan de virkelig trykke den af. De er rigtig gode og publikum er med. Simon Kvamm ’brillierede’ med at lave nogen af deres sange lidt om, i aktualitetens navn. Det var sjovt. I ’Superliga’, sang han: ’Bjarne Riss er stum (som han plejer) og derefter Mikael Rasmussen er dum’… Hehe. Mexico ligger i Spanien blev således lavet om til: Mexico ligger i ITALIEN. Haha… :o) Det er lidt sjovt, når man sådan kan høre at de laver lidt om.

De første 2 dage, havde de LOC med som gæst på scenen. Det var godt nok voldelig cool, må jeg sige!!! Den sidste dag havde de Peter Sommer med på nogen numre, bland andet på Movieclip, som altid har været min absolutte ynglings med NEPHEW og en sang jeg virkelig havde manglet de andre 2 dage. Så fik jeg den lige søndag. SUPER fedt :o)

I øvrigt, slog det flere af os at der er mindst 2 af dem fra NEPHEW der ligner hinanden helt vildt. Er de brødre eller hva???…

TV2:

Noooormalt syntes jeg TV2 er jævnt kedelige. Og jeg syntes at deres sange er mega ens og trivielle. Men okay. Fair nok. Det er sjovt, til en koncert. Alle kan synge med på det hele, fordi det er så simpelt. De kan spille på deres instrumenter og virkelig trykke den af.

Publikum flipper helt ud og synger rigtig meget med på numrene og det er ret sjovt syntes jeg. Et formidabelt liveband. Men jeg forstår altså stadig ikke, hvad min mor ser i Steffen Brandt. Haha!!!

Så havde de GÆSTER. Kiras nummer har jeg jo fortalt. GYS og GÅSEHUD, hvor var det FEDT FEDT FEDT!!! Hun har bare danmarks måske smukkeste kvindestemme… Eller i hvert fald i top 5!!! Og det er et super fedt nummer. Tv2 kunne så backe hende op og det gjorde de rigtig godt.

Derudover havde de MC EINER med på gæst også og spillede ”AHHH DER!!!”.HAHAA:… En ren klassiker. Super fedt at se den live. Men FUCK hvor ser han gammel ud, efter hånden. Altså Einer… Men det er jo også ved at være 20 år siden, at AHHH DER, var et hit til at starte med.

Dog vil jeg sige, at han var bundscoren, hvad angår sidste show og træthed. Han havde sin egen backup rapper med (som vidst også var en eller anden kendt en, som jeg bare ikke helt kender. Hehe)… Og han måtte simpelthen TRÆKKE ham igennem sangen. Det var lidt synd, for han havde leveret en rigtig god energi de andre 2 dage.

DOG tror jeg at publikum var temmelig ligeglade, med hans fejl der søndag. De flippede FULDSTÆNDIG ud, da det gik op for dem at han var gæst.

Men alt i alt, syntes jeg sku at TV2 var ok fede live, men er stadig ikke noget jeg sådan lige sætter på, fordi jeg ’trænger til’ at høre TV2. Hehe. :o) Men et fedt show og sjovt, at publikum er MED i en sådan grad!!!

Idun var hjemme fra børnehave i går, så det var ikke lige søvnen jeg fik fanget ind igen. Så NU skal jeg sove. Jeg er alene hjemme. Jeg har forberedt maden til i aften, så den bare skal i ovnen. Jeg har fået spist morgenmad. Jeg har ikke været i bad siden fredag. Haha… Men jeg går i bad når jeg har sovet :o)))

Så var et vidst alt … Dejligt, at få tømt hovedet for oplevelser. I kan se det fylder adhelvede til, selvom det kun er 3 døgn vi er ude i… :o) Intenst som en evighed. Spændende oplevelse!

– Over and out –