Jeg har været på Helsemesse i Asnæs idag. OdsHelse hedder den…
Jeg ønskede at finde:
En kraniosekral terapeud og se hvordan Idun reagerer på det, fordi hun jo tit er spændt op i nakken
og
En healer, der ikke er sådan en weekend-kursus reiki healer, der kan mindske stress og få energien til at flyde… En RIGTIG én, hvor det kommer indefra…
Jeg har gået siden Vita døde og tænkt: Hvad gør man, hvis jeg igen står i den sitation at lægerne siger: Ærgeligt ærgeligt, vi kan ikke gøre noget for dig. Lev med det, så længe du kan og ellers så tak for kaffe… HVAD GØR JEG SÅ?! – Jeg har ingen ‘forsikring’ eller person jeg stoler på i baghånden, jeg ved der kan hjælpe mig.
Ikke mere…
Den anden dag snakkede jeg med min zoneterapeud om det. Hun sagde: Spørg Vita. Når du har haft så meget kontakt med hende, da hun levede har du det stadig. SPØRG hende og hun kan vejlede dig. Måske kommer svaret ikke med det samme, men du ved det, når det kommer. – Husbonni har sagt det samme. Bare ikke det med, hvordan svaret kommer… Men at jeg skulle spørge Vita.
Samtidig siger min zoneterapeud, at der er én hun stoler på, der kan heale. En hun går til noget meditation halløj hos og hun har en følelse af at det er ægte… Jeg fik hendes navn. Marialena. Hun fortalte også hendes historie og jeg tænkte sådan lidt, hmmm du ved…
Et par dage efter, får jeg den der tanke: “Tag hende i hånden og du ved at det er rigtigt”… Jeg har gået og tygget på den der sætning der kom ind i mit hovede. “tag hende i hånden…” hmmm…
Tilbage til messen. Jeg har Idun med, fordi jeg håber på, at hun kan få lov til at prøve en omgang kraniosekral terapi der ovre. Hun var selvfølgelig over det hele og heeeeeeeeeev i mig hele tiden: KOM NU MOAR og hoppede rundt. Men det var fint 🙂 Hun fik en tyver og brugte dem på at købe 2 sten. En rosakvarts og en anden en, der var lilla OG lyserød. Lige Idun farver :o)
Der var en kraniosekral terapeud, som jeg fik mig en god snak med. Om Idun. Hun fik en tid til en halv times ‘messebehandling’ for en hund. Efter der, var det eneste Idun kunne spørge om: HVORNÅR ER DET JEG SKAL NUSSES MOAR?!?!…
80% af messen var spækket med den der slags: *jeg har fået et kursus på 2 dage og nu er jeg behandler ditten datten dutten og du bliver helt rask sammen med mig, både i krop og sind* BVADR… Jeg ER bare ikke til sådan noget. Læs min brochure, med alle regnbuens farver og lad mig være din engel der fører dig på vej og blabla. NOPE NIX. Rigtig mange mennesker benyttede sig af alle standendes messetilbud, om en halv times samtale, massage, healing og whatever… Jeg var lige ved at få pip og havde ingen rigtig følelse af at nogen af dem var i det eller havde det indefra… Jeg tænkte bare: 50 stande og alt det her bras :-S
Jeg snakkede med en ‘healer og samtale terapeud’, der mente at hun havde udviklet en kommunikations form, som hun underviste i, så folk blev glade. Hun mente at hun havde hendes healingsevner medfødt og hun var god til at få folk til at slappe af og blive glade!!… SÅK, siger jeg bare… det er ikke healing, det er bare positiv energi… :-S
Så sad jeg 20 minutters tid i en af de der massagestole. Nice :o) Jeg ved nu ikke helt om det er 15 tusind værd, men dejligt, det er det. Idun kravlede rundt på mig imens og spurgte: HVORNÅR SKAL JEG NUSSES MOAR?!?!… hehe.
Standen der havde den der stol var en rigtig ‘helsekræmmer’. Han sagde at han var professionel massør.. ja okay. :o) Også solgte han helt vildt meget ‘afslapningsmusik’ i alle afskygninger. Hehe. Samtidig solgte han massagestole og den slags og så dagslyslamper!! Vi har jo selv dagslyslampe her hjemme, fordi husbonni jo arbejder om natten og har undersøgt alt muligt, med hvor kraftigt det skal være for at det virker ordenligt og sådan. Hans dagslys lampe adskiller sig fra de fleste man ser i butikkerne, fordi den rent faktisk ligner en almindelig lampe og den ikke er stor og klodset at se på. Så spurgte jeg ham, hvor mange lux den havde og så svarede manden: Ja lux og lux… (HAHA TÆNKTE JEG)… Det med lux, fortsatte han, det er stærkt overvurderet og giver et helt forkert billede af, hvad man har med at gøre!! (LOL… okay hans lampe er crap tænkte jeg bare!!)… Det lykkes mig slet ikke at få hans lampes lux tal ud af ham, men jeg tænkte: EN som ham, ja sådan en handler man da i hvertfald ikke med. Hehe…
Da massagestolen slukkede, så var det Iduns tur til at blive nusset… Hun kom op på brixen og lå. Hende der kraniosekral terapueden tog hende mellem hænderne og der gik 2-3 min, så var det ligesom hun lukkede ned. Hendes øjne klappede i og hun blev helt slap… Øjnene bag ved øjenlågene rullede rundt i hovedet på hende… Sådan lå hun i 10-15 min… Så pling åbnede hun øjnene igen og begyndte at ligge og kigge rundt og sprælle og alt som man nu gør, når man er næsten 4 år. ;o)
Det var helt klart at hun respondererede på behandlingen. Terapeuden pegede lige præcis på Iduns problem punkter og fortalte, hvor hun kunne mærke der skete noget :o) Kanon. Idun var helt rød i bæret bagefter. Det var jeg nu også, da jeg gik til kranio sekral terapi, da jeg var teenager… Nu ser jeg lige her over de næste par dage om der er fremskridt med hende også kan det godt være at vi lige skal køre et lille behanlingsforløb med det i en kort periode… Så hun kan holde op med at få de der spændingshovedpiner fra nakken…
Så var Idun færdig med at få kranio sekral terapi. Jeg manglede at snakke med én stand. Hende der min zoneterapeud havde fortalt om. Der havde stået mennesker ved hendes stand tidligere og nu var der frit, så jeg tænkte at jeg lige ville veksle et par ord med hende… Det er svært for mig at huske hele samtalen faktisk, men jeg spurgte hende hvor hun havde ‘det’ fra og jeg spurgte til, hvordan hun gjorde og hvordan hun følte om det osv. En helt masse spurgte jeg om…
Hun sagde at hun som barn, havde set folks ‘farver’ og at hun var vokset op sammen med hendes mormor som også havde ‘det’ og hun havde lært at bruge det og hvordan det hænger sammen og sådan, af mormoren. Mange af dem der kom hos hendes mormor, kommer nu hos hende, sagde hun.
Så blev jeg nysgerrig på noget af det der stod på hendes bord, fordi jeg tænkte at jeg måtte spørge om nogen andre ting også, for at høre hendes ord omkring det… Jeg gider ikke ‘hokus pokus mennesker’.
Det var noget farveterapi halløj, så tog hun en flaske op og viste mig den. ‘Fx denneher flaske… Den er god hvis man har det sådan og sådan’… Hun holdte flasken i hånden mens hun kiggede mig lige ind i øjnene. Også sagde hun 3 ord, som jeg har glemt… Men 3 ord, som bare beskriver fuldstændig, hvordan jeg har haft det de her uger, hvor jeg bare har haft rod inden i… Jeg blev helt stum. Tavs. Så løb der en tåre ned af min kind og jeg tænkte: HVAD FANDEN SIGER MAN NU… Så sagde jeg, ‘der ramte du vidst hovedet på sømmet… men det ved du vidst godt’, mens jeg kiggede hende ind i øjnene.
‘Vil du have en hånd?’ sagde hun og stak sin hånd frem og holdte i min. Holdte om min hånd med begge hænder.
Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige. Jeg stod bare der og så sikkert helt vildt dum ud. Det var fanmer mærkeligt. Jeg tænkte bare: ‘Læser hun mine tanker, eller er hun en helt vildt god svindler eller har hun DET’??? Jeg stod bare der…
Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, men jeg endte med at sige farvel til hende og at det var rart at vide at der var én heroppe…
Jeg er stadig lidt rundt på gulvet efter den oplevelse…
Jeg fatter virkelig ingenting. Den der tanke kom her den anden dag… Efter jeg ‘spurgte’ Vita… Tag hendes hånd og du ved det… Damen på messen: Vil du have en hånd?… Jeg stod der med hendes hænder… og gloede hende ind i øjnene… Super sært… Men jeg tror hun er en man kan have tillid til ‘har dét’… Som så få mennesker har…
Fedt :o)
Så det er da helt fantastisk, hvad man kan få ud af en lille helsemesse, heroppe i verdens navle :o) – på sådan en almindelig lørdag eftermiddag…
– over and out –
