Blog Image

Zafir's Bla bla...

Dette er min blog:

Min dagbog, med ting som kan være interessant for min familie, venner og andet godtfolk. Mange af tingene vil være noget jeg i forvejen fx. deler med min mødregruppe eller et læserbrev jeg har skrevet.

Hvis du syntes det er interessant, kan du jo læse med, ellers kan du lade være :o) Det er muligt at kommentere mine indlæg. HVIS du gør det, så HUSK at skrive den kode der bliver vist vedsiden af det højre felt. Feltet er til, for at spam-robotter ikke kan fylde min blog med kommentarer. Hvis du ikke skriver koden, bliver din kommentar ikke gemt.

God fornøjelse!

- Zafir :o) -

Syns det er lidt hårdt… :-/

Spunken Posted on Fri, July 31, 2009 09:47:12

Onsdag 25. marts 09

Hele dagen, at høre i nyhederne, hver time:

Blabla – center for ligestilling af handicappede udtaler blabla om at det er forfærdeligt at der bliver fravalgt så mange børn med downs… :-/

Som om de siger, at det er verdens nemmeste beslutning, at skille sig af med et ønskebarn? Som om det ikke er en sorg, at få atvide, at det barn, du elsker og venter, er sygt og du skal tage stilling til livet, som handicappet?

Som om at, man er et dårligt menneske, fordi man har sagt farvel til et sygt barn? – Jeg har ikke mødt fordømmelse NOGEN steder og 1000 tak for det! VI har kun mødt støtte, men jeg kan mærke, at bliver vred og ked af det, fordi de nærmest udtaler sig som de ca 30 mennesker, der vælger abort efter NF om året nu, er onde :-/

Jeg syntes det er FLOT at man kan tage det valg, at sige farvel i kærlighed. At man kan sige: Du bliver forskånet for det liv, der er i vente for dig, og vi vil forsøge at lave et rask barn.

Der er jo 1000000vis af overvejelser, når man går ind i sådan en proces. Men vi har ikke fortrudt det. og vil aldrig gøre det, men sorgen ligger der stadig inde i. – Er meget mindre nu, end den har været og vil med tiden blive udvisket. – men jeg kan mærke at sådan en debat påvirker mig!

mmm… :-/

– over and out –



Punktum…

Spunken Posted on Tue, July 28, 2009 11:42:47

22/12-08

Farvel. Idag, tog vi helt afsked. Eller satte punktum. Fik et hvilepunkt. Fik overstået, noget som vi har trængt til, men også noget der har været svært at føre ud i livet.

Samtidig har det heller ikke været noget der skulle OVERSTÅES, det har skullet være en ting, vi har haft brug for at gøre sammen. Alle 3. Derfor idag. At det så var vintersolhverv, var bare super perfekt og vejret var… sådan nogenlunde. Af årstiden at forvente.

Jeg havde lånt pæleboremaskine-ting, af Nina og Niels og havde den med hjem i bilen igår. Idag, gik vi derop af, husbonni og jeg. Hvor den skulle ligge. Der hvor vi er gift og der, hvor kæledyrene er begravet. The sacret spot… Vi gik lidt rundt og kiggede og mærkede energien. Valgte et sted og fik boret/gravet hullet til den.

Vi havde ikke rigtig tænkt over, hvordan det skulle foregå eller, hvad vi skulle gøre, når vi gjorde det. Men vi vidste at det skulle være os tre. Idun havde tegnet en tegning til den og husbonni ville give den en smedet ting og en af de små thorshammere… Jeg havde ikke fået tænkt helt fuldstændig på, hvad jeg havde lyst til at give den med. Men jeg ville gerne give den noget spiseligt… Samtidig fandt jeg også et par nålebundne babysokker frem, som den fik med. Nu fik den jo ikke fusserne i dem, så den får dem alligevel.

Vi fik snakket om, hvordan vi ville gøre det, og blev enige om at det vi mest havde lyst til, var at blóte over den.

Vi samlede os selv, samlede de ting vi ville bruge i en kurv. Horn og mjød… også…

Gik op til hullet med den. Med den lille hvide urne, os selv og tingene.

Stillede os i en cirkel rundt om hullet. Vi kyssede alle tre urnen, inden jeg satte den i hullet. Vi puttede en for en de ting vi havde bragt til den, ned sammen med urnen.

Vi kørte et horn rundt og fik sagt de ting vi havde lyst til at sige. Havde guderne med os. Mærkede vinden, naturen og kræfterne omkring os. Det føltes godt i maven.

Fik plantet nogen tårer og givet noget mjød til guderne.

Vi satte os alle 3 på knæ og hældte håndfulde af jord på, til hullet. Hver håndfuld, fik en gud eller et dejligt ord med på vejen. Da hullet var helt fyldt rejste vi os op og lagde et par mindre sten på toppen, så det løse jord ikke ville flyve rundt. Vi må jo ikke lave det som et mindes mærke, når vi begraver på privat grund.

Men det var en rigtig rigtig dejlig begravelse, eller urnenedsættelse, eller hvad man kalder den slags. Det var et dejligt punktum, der føltes godt i maven. Det var rart, at vi havde vores måde at blóte på, til at binde nedsættelsen op på. Det gav en ro og en dejlig følelse af samhørighed med hinanden og guderne.

Nu er jeg bare mega mega træt… Og har faktisk været det siden før aftensmaden. Jeg ved ikke helt, hvorfor… Men jeg burde nok smutte i seng om lidt…

Men i hvertfald… 2 mrd, efter den kom til verden, uden at være i verden, fik vi sat spunkens punktum.



MMm… Sygehuset IGEN…

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:45:14

Så har jeg været hjemme fra arbejde idag, igen. NU syntes jeg ellers lige at det var rart at være kommet lidt igang igen. Men altså, jeg har haft ondt i maven siden lørdag og det blev bare ved. Igår aftes var det rigtig slemt. Så bliver jeg lidt utryg og ringer til gynækoloisk afdeling, som jeg skulle… HVis jeg var utryg over noget.

De sagde, at så længe jeg ikke havde feber, skulle jeg tage til egen læge idag. Suk…

Jeg ringer til lægen i morges. Min læge havde fri idag. Grrrr… Pislort. ‘Du skal bare komme i akut tiden’. Æv.

Jeg kom i akut tiden. Kom ind til den næstbedste læge, men han dimsede mig lidt på maven og kunne godt se at jeg havde ondt, men sagde, at jeg bare skulle gå hjem i seng og være der resten af ugen… Også afvente om det bliver værre… Grrr… Fedt nok. Nu var jeg lige indstillet på at starte så småt på arbejde igen og få en hverdag. :o((( Samtidig syntes jeg bare ikke det svar var godtnok.

Så jeg ringede til sygehuset igen og sagde, at jeg ville gerne undersøges ordenligt, pga dit og dat. De sagde at jeg jo måtte komme ind også måtte de finde en læge.

Jeg ventede heldigvis ikke ret længe, da jeg kom ind. Så kom jeg ind til endnu en ny læge… Mmm… Jeg har været på sygehuset 3 gange og jeg har kun mødt den samme læge én gang, selvom jeg er blevet tilset af læge adskillige gange…

Men altså, han scannede mig. Der var en skygge på min livmoder, som han umiddelbart ikke kunne afgøre, hvad var. Men han mente ikke det var noget farligt. Han snakkede også lige med en anden læge om det. Samtidig sagde han at min livmoderhals så ‘spøjs’ ud… Ihhh!!! Det gider jeg ikke. Det sagde kirugen der lavede udskrabningen også. Hun har taget en prøve af min livmoder hals og den får jeg svar på om 2-3 uger… suk. Jeg gider bare ikke, hvis jeg har celleforandringer eller sådan noget shit nu også. Been there… mmm…

Derudover fik jeg tager blodprøver for at tjekke infektionstal. Mit blodtryk var lidt lavt og min puls var lidt højt… Derudover blev jeg podet, for at se om der sad bakterier. Han kunne godt fornemme at min livmoder var meget øm…

Bedre svar kunne jeg ikke få, men de vil se mig igen om en uge, for at se om det er blevet bedre. Så jeg bliver kontrolscannet igen på tirsdag. Hmm.. Nå..

På vejen ud, mødte jeg en af mine klienter. De er meget hyggelige. Et ægtepar, hvor det er ham der er bruger. Både en IKT og SYN bruger på samme tid. Jeg sad og sludrede lidt med dem. De sagde at jeg jo ikke skulle snakke arbejde med dem, når jeg nu havde fri. Men det var nu meget rart, lige at få ordnet noget arbejde, selvom jeg ikke var på kontoret idag.

Lægen på sygehuset sagde i øvrigt, at det var ok at jeg tog nogen timer på arbejde, så meget jeg følte at det var ok. Men jeg må ikke overbelaste mig og ikke løfte for meget heller… Det var meget rart. Også bare meget rart at jeg ikke bare skal ligge mig i min seng og glo…

Så krydser vi fingre for at det ikke bliver værre og at jeg ikke får feber. For feber betyder sygehuset IGEN… Suk…

– over and out –



Nu har jeg været på arbejde igen…

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:44:37

Mandag var jeg på arbejde igen. Jeg var der omkring 9 tiden og kørte igen kl 13. Det var pisse hårdt i starten. Jeg sad næsten 2 timer inde på mit kontor, fordi det bare er svært at snakke med folk ligenu. Jeg er glad for at alle er så forstående og jeg skal selvfølgelig bare komme stille og roligt igang.

Jeg fik snakket en del med min chef og med Niels-Jørgen. Det var rart. Jeg fik nogenlunde styr på mails og fik lidt styr på mit kontor.

Kl 13, var jeg bare fyldt i mit hovede. Så kørte jeg og gik en tur igennem roskilde. Fik lidt luft. Det var rart.

Jeg er dog ikke på arbejde idag. Jeg havde fået ondt i maven allerede lørdag, men jeg er jo super god til at sige: Ai det er nok ikke noget. Men da det stadig var der mandag eftermiddag, da jeg kom hjem fra arbejde. og når jeg spiser, så får jeg bare så ondt at jeg får koldsved og kvalme… Mmm… ikke særlig fedt. Så blev jeg lidt bekymret og ringede til gynækologisk afdeling. De sagde så at jeg skulle tage til egen læge idag, fordi jeg ikke havde feber.

Desværre er min læge der ikke idag og der er kun akuttiden at komme i. ARGH… :o( Men sådan må det være… jeg bliver nødt til lige at blive tjekket…

… mmm… Så det var første dag på arbejde… Igen.

Det skal nok gå, jeg skal bare lige have overblik over hverdagen igen.

– over and out –



Epilog…

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:43:58

I bakspejlet… Mmm… Hvordan har jeg det?

Jeg starter op på arbejde igen i morgen. Husbonni er taget afsted her til aften. Ikke sjovt… Jeg har lige haft en lille … mmm… ikke sådan tudetur, men tårene løb lidt ned af kinderne, skulle fortælle en om, hvad der var sket. mmm…

Det var svært for husbonni at tage på arbejde. Han skal svare på alle spørgsmålene. I morgen er det min tur. Jeg har dog skrevet alt om hele forløbet til mine kollegaer, så jeg måske slipper for nogen spørgsmål.

Jeg har ikke lyst til at komme på arbejde i morgen, ikke fordi jeg ikke stadig er glad for mit arbejde, for det savner jeg egentligt. Jeg er bare bange for at møde verdenen igen. Jeg er stadig ikke helt mig selv. Jeg husker ikke så godt i øjeblikket. Mister overblikket og bliver forvirret. Jeg gør virkelig mit bedste for at være så meget med som muligt. Jeg tror bare, at det tager lidt tid, før alting inde i én er på plads.

Så når kroppen og psyken bare har været igennem et rivejern, så går der nok lidt tid, før man igen føler sig hel. mmm…

Igår var vi til fest. Loulou fyldte 30. En måned og 4 dage før mig. Som sædvanligt. Idun syns det var pisse strengt, at Loulou altid har fødselsdag først. ;o) hehe. Men sådan er det jo. Altså før mig… Første gang jeg var i Holbæk og gå i byen… (også eneste gang) var til hendes 18 års fødselsdag. Det var bare super mega frygteligt!!! Jeg var en totalt københavner tøs og passede slet ikke ind. Jeg var ved at få bank og blev antastet. Jeg svor at jeg ALDRIG skulle sætte mine ben i Holbæk igen… Jaja… I KNOW.. Hvor fanden endte jeg med at bo?! Godt man kan blive ældre og klogere… Eller noget. I hvertfald mere med rod på…

Hmm… Sidespring.

Men det var godt at være til fest. Det var godt at lave noget andet, end at… mmm … ja, det er jo ikke fordi jeg går og græder hele tiden. Det var bare rart at være social. Det var rart at få et glas rødvin og en smøg … eller nogen glas rødvin og nooogen smøger ;o) Alt det der er forbudt, når man er gravid.
Der var nogen til festen der vidste det. Spurgte en lille smule til det. De vidste godt at jeg ikke havde lyst til at snakke om det hele aftenen. 2 gange fik jeg spørgsmålet: ‘Nå hvornår skal Idun så være storesøster?’… Jeg svarede kort på det… Bagefter så snakkede de bare ikke videre… Så var det ligesom at det bare stoppede. Så sad jeg bare der. Folk ved ikke hvad de skal sige. Livet stopper jo ikke, jeg bliver nødt til at snakke om andre ting også.
Vi kom hjem her til morgen… halv 4, vintertid. :-S Fanmer sjældent jeg er ude så længe. Men det var en stille og rolig hyggelig fest.

Ordene kører stadig rundt i mit hovede indimellem. Alle ordene…

Trisomi
Biopsi
Scanning
Plasenta
Sen abort
Udskrabning

Ja, nu græder jeg igen. mmm… Det er nok fordi det er første gang jeg er alene i 2 uger. Så er det nok lidt svært at håndtere…

Så jow… Hvordan har jeg det? – Det bedste svar er op og ned. Men det bliver helt sikkert bedre.. med tiden.

Men når det nu er en epilog, så skal der også stå, hvad der er kommet ud af det. Også af gode ting.

Jeg har aldrig følt mig tættere på min mand. Jeg har sådan set aldrig nogensinde, været i tvivl om han elsker mig eller om jeg elsker ham. Jeg har heller ikke været i tvivl om at vi kan klare ‘ærterne’ sammen. Vi har sku været igennem meget os to. Meget som de fleste andre var blevet skilt af.
Men, jeg har virkelig følt at vi har kunnet være i det her sammen. Selvom det har været hårdt og er hårdt… Så har vi bare kunne være i det sammen. Rigtig sammen. Det har virkelig vist mig, hvor stærk kærlighed kan være. Og jeg elsker ham virkelig. Jeg kan virkelig også mærke at jeg er elsket. Det er rart. Jeg er ikke i tvivl om, at vores familie nok skal bestå som familie og jeg er heller ikke i tvivl om at vi nok skal blive 4 på et tidspunkt.

Jeg har det som om, at der ikke er noget som helst, vi ikke kan klare sammen. – Dog er det ikke en invitation!!! – Jeg trænger til ro… Jeg vil gerne have ro og jeg vil gerne have min BIL HJEM FRA TOYOTA. Jeg er TRÆT TRÆT TRÆT af Randløv Petersen og jeg vil gerne have at de får fingeren ud af røven og laver min YARIS!!!!… også vil jeg faktisk også gerne have en undskyldning også…

Nå… mmm… Jeg må hellere se at komme i seng. Så jeg kan komme op og igang i morgen.

– over and out –



Klar…

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:43:27

De har ringet fra sygehuset hertil morgen. De ville ikke lave obduction på den alligevel. De har kigget på den og de prøver de har taget fra den er nok. Hvad de så på scanning og prøverne og det hele, har bekræftet 120%, hvad de regnede med at der var galt, så der er ingen grund til yderligere prøver.

Så nu kan vi ringe til bedemanden idag, og sige at de godt kan gå igang med kremeringen og alt det der… mmm… Det er nu meget rart at vide, at den snart kan få et lille bitte sted til sig eller noget. mmm…

Så har jeg bestilt weekend til os på Wiessenhauser strand i næste måned. Det koster halvdelen af lalandia og er dobbelt så stort… mmm… Men der var også fuldt booket i lalandia.
Vi tager afsted torsdag aften og kommer hjem søndag. Så vi får 2½ hele dage dernede… Det bliver rigtig godt for os alle sammen tror jeg. Specielt for Idun at være SAMMEN med os igen :o) Så det glæder vi os til…

Nu kommer hun hjem lige om lidt.. glæder mig til at se hende.

– over and out –



Har været til bedemanden…

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:42:53

Eller bededame, var det i det her tilfælde.. I øvrigt, syns jeg det er underligt det hedder en bedemand, for vi sidder jo ikke og beder sammen med hende. Mmm.. Men nuvel…

Det skal man, hvis man selv vil stå for kremering osv… Eller altså vi skal jo ikke selv stå for det, men vi vil jo gerne have lov til at grave urnen ned hos os selv på det hellige sted.

Vi var oppe og udfylde papirer og det hos begravelsesforretningen i Vig. Hun var sød nok. Det var lidt underligt, at sidde og snakke om alle de der ting. Så viste hun os billeder af små bitte kister og urner. :-S De var totalt overdrevet fancy og helt fuldstændig ude af proportioner.
Vi har slet ikke brug for noget fancy. Vi har bare brug for at kunne lave en god afslutning sammen med Idun og ikke have spunken til at ligge på en kirkegård under jesus… Mmm…

Lad de små børn komme til mig. Mmm.. Ikke spunken. Den kan være i Valhalla :o) Eller deromkring. Må gerne rende rundt i Iduns æblehave i Asgård. :o)

Men så kan Idun være med til at afslutte det. Være med til at grave urnen ned og det. Det skal bare være en lille lerpotte, hvis det står til mig. Behøver ikke at være alt muligt smart og vildt… bare så vi kan grave den lille bitte ned.

Så det ville de lige finde ud af. Hende den anden husbonni havde snakket med, havde åbenbart selv været i vores situation og vidste godt, hvad han mente, da han forklarede hende det. Så det var ikke noget problem at få det.

Nu venter vi så på at den kommer tilbage fra obduktion og at vi får tilladelsen til at grave den ned hos os selv.

Det går der også lidt tid med.

I næste måned håber vi på at komme en tur til Lalandia eller lignene med Idun i en weekend. Så hun kan få lidt optankning på mor og far tid igen.

– over and out –



Så er det slut…

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:42:28

Vi var på sygehuset igår. Fra morgenstunden. Vi blev indlagt på en stue og kl. 945, fik jeg de første stikpiller. Der fik jeg så nogen smertestillende og kvalmestillende også.
Da jeg tænkte at, der nok ikke ville ske noget fra starten, aftalte vi at husbonni skulle køre ind og skrive de der papirer med toyota, så de kan komme igang med at lave den. – Forhåbentligt.

Jeg lå og så film på min computer indtil den løb tør for strøm. Der er ikke nogen almindelige stik på sygehuset, andet end på badeværelset. Mmm.. Æv. Husbonni ville tage en forlængeledning med.

Så lå jeg og så lidt tv… der var et lille bitte tv med 4 kanaler. Så sov jeg lidt. Kl. 12 skulle jeg have frokost. mmm … hospitals mad. :-/ Men altså, jeg fik spist lidt og det var godt, for jeg skulle ikke få noget igen, før kl. 22 om aftenen…

Husbonni var tilbage ca 1230. Det var begyndt at køre lidt rundt i understellet på mig. Jeg begyndte at bløde sådan efter frokost. Kvart i 1 fik jeg de næste stikpiller… Lægen sagde at det hele var helt blødt og alting var som det skulle være og jeg blødte meget…

Jeg lå i sengen… Jeg fik nogen flere smertestillende. Sagde at mine smerter var medium smerter. Kort tid efter, fik jeg bare mega meget smerter… mmm… Sygeplejersken sagde at jeg lige skulle prøve at have pillerne til at virke. Jeg lå og vred mig. Hun sagde, at jeg skulle sige til, hvis jeg ville have noget andet smertestillende. Jeg sagde at det ville jeg gerne have. Hun gik ud efter det. Pludselig mærker jeg bare at jeg bløder HELT vildt… eller om det var blod eller hvad fanden det var… Jeg lå helt stille. For jeg troede at hun kom med det samme. Til sidst sagde jeg til Husbonni at han gerne måtte ringe efter nogen nu, for det var ret underligt det her…

Sygeplejersken kom ind og jeg kunne mærke at det hele kom ud i bukserne på mig. Jeg begyndte at græde, fordi jeg blev chokeret og det var en voldsom oplevelse ligeder. Jeg kom ud på wc og vi tog forsigtigt mine bukser ned. Det var godt jeg havde valgt at se den, for jeg kunne ikke undgå at se den. Den faldt ud i hænderne på hende. Den lå bare der, lille og fin, som om den sov. Med den ene hånd under kinden og benene bøjet. Den havde ansigt, lidt hår og alting allerede… Men hele ryggen, var dækket af den der pose/blære der ikke skulle være der. Man kunne også godt se, at ansigtstrækkende var anderledes, end de ville være, hvis den havde været et normalt barn. Men den var sød. Sød og fin.

Der blev kaldt nødkald, så der kom en anden sygeplejerske med et bord og alt muligt. Der var også blod udover det hele. De ordnede det de skulle og kørte væk med det. Jeg blev tørret lidt af og skulle ind i seng igen. Jeg lå ned og pludselig synets jeg bare at jeg skulle på wc. Det tænkte jeg at godt kunne selv. Da jeg så rejste mig på, så væltede det bare ud af mig. Jeg blødte helt for sindsygt.

Husbonni kaldte tilbage på sygeplejersken. Jeg blev gjort ren igen. De samlede alt det jeg havde blødt, fordi de skulle finde ud af om jeg skulle køres til udskrabning inden jeg havde fastet længe nok…
Jeg blev beordret i seng også skulle jeg bare ligge ned!!!…

Suk. Så snart det skilt med faste blev sat på, så tænkte jeg IKKE på andet end mad og drikke… jeg var mega sulten… mmm… Men sådan er det jo. Skiltet var først sat på kl. 14, da jeg fik et glas kakaomælk… Det betød at jeg først kunne blive kørt til udskrabning kl. 20… mmm… Suk…

Så det var bare at vente. Kathrine havde sagt at hun ville komme forbi. Jeg havde sagt til hende, at hun ikke behøvede det, når jeg ikke skulle være på sygehuset så længe, men det var faktisk helt vildt rart. Det var hyggeligt, at få tiden til at gå for os, når vi snakkede alle tre. Det var ikke hele tiden at jeg snakkede, men det var rart også at høre de andre snakke.

Omkring kl. 18 spurgte sygeplejersken om jeg ville se den igen. Det ville jeg gerne. Husbonni ville ikke se den, så han gik en tur. Jeg spurgte Kathrine om hun ville være der sammen med mig. Bare så jeg ikke var den eneste der havde set den. Jeg fortalte hende, hvordan det var at se den og at hun ikke skulle regne med at det var ulækkert. Men det var helt hendes eget valg. Hun blev der sammen med mig. Det var rigtig rart. Sygeplejersken kom ind med den i en lille kurv med et klæde i et og et klæde over. Den lå der. Lille og fin. Fingrene var så fine. Jeg aede den lidt. Vi snakkede med sygeplejersken og kiggede på den i et kvarterstid.
Så sagde vi farvel til den og sygeplejersken gik med den.

Næste gang vi har noget at gøre med den, er når vi får den tilbage fra bedemanden i en urne… Vi skal ansøge om at få lov til at grave den ned, på vores egen grund. Vi har et helligt sted, oppe i hjørnet, hvor vi også er gift…
Det hjælper bedemanden med. Vi skal op og snakke med bedemanden idag og fylde papirer ud.

Kathrine gik omkring kl. 19. Hun skulle også hjem og have noget at spise… Heldige hende. Det var lige før jeg blev mæt af at høre, hvad hun skulle have at spise. Eller forestille mig, hvad hun skulle have at spise.

Kl. blev 20 og jeg var heldig at de havde tid til mig med det samme.

Jeg blev kørt ned til operation. Det var ret underligt. Jeg havde ligget på en stue helt for mig selv, med verdenen ude på gangen hele dagen og kom ned i et inferno af sygeplejersker, læger, anæstesilæger osv… der kaglede som var det en ren hønse eller kalkungård. Der var en super underlig følelse. Den ene arm den ene vej, måle blodtryk hele tiden. Den anden arm den anden vej, med drop og bedøvelse…
Så havde de glemt at give mig et armbånd på med mit navn og alt det… så måtte vi vente på en sygeplejerske der skulle komme med det.
Så fik jeg maske på og bedøvelse i armen. Sjovt nok kunne jeg mærke hvornår det kom dennehergang… Det plejer jeg ikke syntes jeg… Altså de gange jeg har været i narkose… mm… Da de vækkede mig igen, var jeg sikker på at jeg var hjemme på min sofa med husbonni og Idun… mmm…

På opvågningen følte jeg mig ret alene. Det var rigtig kedeligt at ligge der. Jeg savnede Idun og husbonni. Jeg fik endelig noget at drikke…

Så blev jeg kørt tilbage.

Jeg fik mere at drikke og jeg fik også lov til at få noget mad. Jeg fik nogen madder og et par frikadeller og lidt agurk. Kedeligt, men det var mad. Jeg kunne bare ikke spise de der frikadeller og den ene rugbrødsmad.
Lidt efter fik vi lov til at køre hjem. Det var super dejligt, at komme udenfor i aftenluften. Få vind på kinderne og trække vejret ned i lungerne. Jeg var mega træt. Men glad for at vi måtte køre hjem, selvom den var blevet 2330.

Nu har jeg sovet i min seng. Husbonni måtte stå op kl. 8, fordi tækkemanden kom og skulle lave aftale om at sætte vinduet i frontspidsen. Jeg har sovet til kl. 10… Jeg er helt puffet og mine hænder er større end de plejer at være. Også mine fødder. Jeg føler mig også puffet i ansigtet… men jeg fik også rigtig meget væske i drop igår og sådan…

Idag kommer Kathrine. Hun er på vej med bagermad. Så skal vi hygge. Sætte lyskæder op på Iduns værelse. Rydde lidt op, inden Idun kommer hjem og til bedemanden og skrive papirerne, så vi på et tidspunkt får urnen hjem og stå… Så vi kan grave den ned, her hos os selv.

Jeg er lettet nu. Jeg er træt… Jeg glæder mig til vi kan gøre Idun til storesøster og blive gravide igen. Jeg har ikke rod i hovedet, så meget mere… det er rart.
Jeg glæder mig til at se Idun igen. og jeg glæder mig til at få noget at spise.

Tak til min skat, fordi han har været der for mig 200%. Tak til de mennesker der har hjulpet os på sygehuset. Tak til hjemmefødselsjordemoder, for at have tid til mig i forløbet og have tid til mig efter. Jeg er endnu mere glad for hjemmefødselsordningen nu. Så det der ikke er i orden er på sygehuset og det der er i orden er her hjemme.

Nu er det fremtiden det gælder.

– over and out –



At smadre tallerkner…

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:41:52

Eller bare smadre noget. Det er helt vildt rart, når der skal frustrationer ud af kroppen… Efter vi havde været på sygehuset og skrive papirer og de var blevet sendt til godkendelse, kørte vi til Tåstrup med papirerne til Toyota… Manden der skulle have papirerne var ikke på arbejde. Grunf!!!…

Så kørte vi i Ikea. Shoppe. Shoppe frustrationer ud af kroppen. Spise opvarmede svenske kødboller… Altid godt.
Husbonni lokkede mig endnu engang. Plz skal vi ikke nok skifte alle vores forskellige gamle skårede tallerkner til nogen der er ens???… Plzzz… Så var der faktisk et sæt jeg syntes der er skidepænt. For engangs skyld!!! Så vi købte hele balladen til 12 personer. Det var på tilbud, så vi blev ikke ruineret.

Så fik vi købt tingene til at lave julegaver af. Dejligt.

Og alt det vi ikke rigtig skulle bruge, men bare MÅTTE have. Lidt forkælelse til Idun og sådan… Brugte 1300 kr… Jeg plejer at kunne holde det på 600 kr, når jeg er i Ikea… Mmm.. MEN – Det er pisse hamrende fedt!

Da vi så kom hjem havde vi ikke fået besked fra sygehuset. Lægen havde sagt, hvis vi ikke hørte noget idag, kunne de først sætte aborten igang på mandag. Det gjorde lige at jeg fik mig et totalt sammenbrud og bare tudbrølede i vildensky. Nu gad jeg kraftsdejmer ikke mere!!! FUCKING FUCKE FUCK!!!!!!!!!!!!! Pis lort. Husbonni spurgte om jeg ville smadre alle de gamle tallerkner? – Jeg kunne godt få en hammer… mmmm… Så okay da ;o)

Vi gik ud og brugte energien på at gå igang med at male det vide på huset. Det der skal males inden der skal males gult… Da der ikke var mere lys, var vi færdige med at male hvidt.

Da penslerne var blevet vasket blev der smadret tallerkner!!! Alle sammen. Ned i et trillebørhus. NAM for en smadrelyd. Vi deltes lidt om tallerknerne. Jeg fik lov til at smadre flest. Kanon :o) BANG BANG HAMMER mod tallerkner… Totalt musik. Der var rigtig god lyd i. Bang…

Så fik vi lidt mere styr på køkkenet. VVS’eren var færdig med vandet. Vores nye blandingsbatteri var sat på!! Det har vi ‘bare’ haft liggene siden vores bryllup, så det er 5½ år siden… mmm… Men for fanden da, hvor er det bare det super skønneste blandingsbatteri, med bruserslange og alt mulig gejl. For sindsygt. Det mest hightech vi har vi vores køkken. Men jeg elsker det.

Da vi havde fået plads til vores nye tallerkner og det i skabene, varmede jeg noget mad. Mens jeg havde pasta over at koge, ringer de fra sygehuset. ‘Hej det er sygeplejerske blabla, jeg er lidt i tvivl om du har fået atvide at din abort er blevet godkendt?!’

HVAD?!?!… Jeg tænkte: Skal vi ind nu eller hvad?!…

Det skal vi så dog ikke. Men vi skal ind i morgen kl. 10… Og få den første pille. Så burde jeg abortere på mandag. Jeg skal så ind derind igen på mandag og få nogen flere piller og ligge der og være, indtil jeg abortere…
Så skal de sende den ind til undersøgelser, bagefter. Mmm… Virker lidt markabert. Men jeg ved ikke rigtig. Måske virker det også forkert, at begrave den eller noget.
Idun forstår ikke, hvorfor vi ikke kan tage den med hjem, så vi kan give den dukketøj på. Men det kan man jo ikke. Hun har heller ikke helt forstået, at hun bliver storesøster senere. Hun tror at det er helt aflyst og det slet ikke sker. Vi prøver at snakke noget mere med hende om det.

Så i morgen… mmm… Er det begyndelsen på enden, at spunken. Spunken får fred, vi får fred og fremtiden kan igen begynde…

– over and out –



Dommen…

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:41:20

Jeg har snakket med lægen. Jeg ringede, fordi vi syntes der var gået lidt længe. Han sagde også at han mente at vi ville have fået hurtigere svar, så han ringede til laboratoriet og han har lige ringet tilbage.

Vores spunk har trisomi 21, som er et svært tilfælde af downs. Det i samhold med billederne af den, ville den højst sansynligt kun leve ganske kort tid, hvis det nåede til at den kunne blive født.

Han sagde, at det selvfølgelig er vores helt eget valg, men at han støtter, os i valget om at få den fjernet, da den er så medtaget at gennemføre graviditeten og at den efterfølgende nok ville dø, ville være forbundet med så meget smerte.

I morgen skal vi møde på sygehuset og skal have sat tingene igang. Forhåbentligt kan de fremspeede processen, så vi kan få det afsluttet i weekenden. Få fred. Nu ved vi i hvertfald, hvordan verden hænger sammen og vores spunk under alle omstændigheder er for syg til livet. Der er ingen tvivl, ingen dilemmaer, ingen ‘kunne den have fået et godt liv på trods’. Ingen ting. Den skal have fred. Vi skal have fred og komme videre.

Lave nyt liv, når min krop er færdig med det her. Lave ny lillebror eller søster, når vi kan.

Jeg er ked af det, men samtidig ufattelig lettet over, at det ER det, den fejler. Både så vi kan få ro NU og ikke skal vente endnu en uge, men også fordi der ikke er nogen tvivl.

Den skal have fred og vi skal have fred.

Farvel spunk. Du var ønsket og elsket, og vi siger farvel i kærlighed.

– over and out –



Frigg sendte et stjerneskud..

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:40:09

Lige til venstre for den næste fulde måne… Et helt klart et og der var nærmest ikke kommet stjerner frem endnu.

Jeg ved bare ikke helt hvad det betød. Jeg har oplevet det før, når det har stået sortest til. Det må man jo sige, at mange ting ligenu for mig ser sort ud. Men jeg kunne ikke tolke, hvad det betød.

Jeg har prøvet, hvor jeg fik sådan en ro, fordi jeg følte, da jeg så stjerneskuddet: ‘Jeg har hørt dig, slap blot af, alting skal blive ok…’

Men jeg forstod det ikke helt, hvad det der stjerneskud betød. Jeg håber det betyder, at alting ordner sig. Eller at det er til det gode, alligevel, selvom det føles helt forkert…

Jeg ved det ikke. I morgen kommer jordemoderen. Hun skal komme til første jordemoderbesøg. Jeg ved ikke om jeg burde have aflyst eller hvad. Men det bliver nok rart at tale med hende alligevel.

Jeg tænker meget over, det med at det jo nok bliver, at vi skal sige farvel til den. – Hvordan? Er den så stor at den skal fødes? Kan den fjernes i fuld narkose? eller…

Jeg ved det fanmer ikke…

Men jeg håber at alle tingene går i orden. Men det føles fanmer fucked…

Når du ser et stjerneskud…

– over and out –



Til resten af min familie..

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:37:07

Dem jeg endnu ikke har haft overskud til at ringe til, og som måske læser de følgende blogs.

Ligenu ved vi ikke om spunk er spunk. Ligenu venter vi. Der er mange tanker og følelser, ligenu. Men det er også en del af livet.

Jeg vil snart ligge scanningsbillederne op af spunken. Jeg vil gerne vise den, også selvom den måske ikke bliver.

Håber I forstår at vi ikke har haft tid og overskud til at ringe til alle ligenu.

– over and out –



Update efter moderkage biopsien…

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:36:38

Vi var til moderkagebiopsi idag. På holbæksygehus. Hele den der situation er bare så underlig. Jeg har tusindvis af tanker i mit hovede. Jeg har altid syntes at det ikke var en sygdom at være gravid. Nu er det meste af kvalmen taget af, jeg har ikke flere ligamentsmerter og så nu det her… Så skal vores graviditet være på hospitalet. Det føles helt forkert og omvendt.

Jeg vidste ikke helt, hvordan den der moderkagebiopsi skulle foregå. Jeg vidste noget med en meget lang kanyle. Maja sagde at det ville nive lidt. Måske meget. Det var en følelse der var svær at beskrive.

Vi kom der ind kl. 930. de havde sagt at vi bare skulle komme, når vi var vågnet. At vi ikke skulle stresse og bare komme med 9-10 tiden. De var meget overraskede da vi kom, over at vi ikke var kommet kl. 9… mmm… Men altså. pyt nu med det.

Vi kom ind i et undersøgelseslokale. Der var en reservelæge, der talte meget dårlig dansk. Han var meget sød og omsorgsfuld, men virkede lidt som en hund i et spil kegler. Så kom ham der lægen fra igår ind også. Det var ham der skulle foretage biopsien.

Jeg blev sprittet af, gjort klar. Der blev lagt nogen satans lange kanyler frem på bordet… Der blev sat sådan en dims på scanneren til at holde kanylen. Den tykke kanyle blev brugt til at bore ind igennem hele møjet og den tynde kanyle blev brugt til at samle prøverne. Den stak han igennem den tykke…

Han brugte scanneren, til at finde moderkagen. Den lå fint vedsiden af spunken. Spunken lå bare og boksede helt vildt. Nålen var ikke i nærheden af spunken. – det var meget rart at se. Det gjorde ondt og var en super mega overdrevet underlig følelse, at få nålen hele vejen igennem sig. sådan føltes det. Jeg kunne mærke den hele vejen ind, selvom han sagde, at man mest ville mærke den i maveskinnet. Jeg syntes mere det var indeni jeg mærkede det. Men nuvel. Det er vel forskelligt fra person til person.

Han tog prøver ud 2 gange og sagde at han fik det han havde brug for.

Vi får svar på om det er kromosomfejl efter en lille uges tid og vi får svar på dyrkningen af prøverne, for at finde ud af om det er andet/mere galt med spunken end ‘blot’ kromosomfejl, eller hvis det viser sig at der ingen kromosomfejl er.

Bagefter var vi ovre og få taget blodprøver. Jeg tror hun fyldte 6-8 glas. Jeg ved ikke helt, hvad det er de skal søge efter, men det er vidst noget med nogen viruser eller noget, jeg kan have haft, måske uden at vide det. Som kan påvirke spunken.

De sagde, at vi skulle tage os god tid, til at overveje vores beslutning, hvis det var sådan at den var syg. Men lægen havde den holdning, vi også selv har, at det er bedre at lade den få ro nu. Sådan forstod vi i hvertfald hans udsagn. Alt det ved vi mere om, når det er vi får svar på prøverne.

Jeg spurgte til, hvad så, hvis det er at den er syg og vi vælger at sige farvel. Hvad så? skulle man så vente længe på at få det afbrudt eller hvordan? De sagde, at de ville gøre alt, for at det skulle gå så glat som muligt for os, uanset hvad prøverne viser.

Hvis det er sådan, at prøverne umiddelbart frikender den, så skal vi følges tæt med scanninger på den, igennem graviditeten.

De sagde, at jeg skulle tage det med ro idag, men i morgen, var det som altid. Jeg har heller ikke den store energi idag. Det har husbonni heller ikke. Vi er bare helt udmattede… Fuldstændig udmattede… Så idag, tror jeg bare, at man må stene tv og æde noget mad, man ikke rigtig skal tænke over og sådan.
Dejligt at Idun er hos mine forældre. Jeg ville have dårlig samvittighed overfor hende, hvis jeg var helt flad som jeg er nu.

Jeg tænker også meget over, hvad så hvis jeg skal have en abort. Jeg er en der aldrig har dyrket usikker sex og ikke en pige, der har fået en abort i ny og næ. Jeg har altid været af den tro at jeg kun skulle være gravid, når jeg skulle have et barn. Samtidig ved jeg godt, at det jo er tilfældet, men at jeg af kærlighed, til Idun, os to som kærester, det ufødte barn og vores familie som helhed, vil sige farvel til spunken, hvis den er syg. Jeg troede bare ikke sådan noget skete. – Eller jo, jeg ved godt det sker. 1 ud af 5000 gange eller noget. Men hvorfor er det ikke at vinde i lotto eller sådan noget shit, hvis man endelig skal ramme sådan noget odds?

Samtidig har jeg også en forhåbning om at, hvis det er at vi skal lave en ‘ny’ spunk, at jeg så vil være ligeså rolig, som jeg var inden NF scanningen denneher gang. For oddsne mod at det var så galt, som det var denneher gang, var rigtig rigtig rigtig små… Og oddsne for at det skulle gå galt 2 gange i træk… det er næsten utænkeligt. Og hvis det er sådan, så må vi forholde os til det. Men jeg vil ikke være gravid i frygt næste gang, hvis der skal være en næste gang og det ikke skal være denne gang.

Men jeg troede bare vi skulle sige hej. Jeg troede bare, at jeg skulle se den vinke til os og se det lille hjerte banke. Og sige hej spunk!… Det gjorde vi også, men nu er verden bare vendt op og ned for en tid.

Jeg skrev det til arbejdet, som det var igår. Skrev, at jeg var rundt på gulvet og jeg ikke helt kan sige, hvornår jeg føler mig klar til møde verden ligenu. Måske tager jeg på arbejde en lille smule og er der så meget jeg kan. Måske nusser jeg rundt herhjemme og får styr på mit liv, mit hus og mine tanker. Det er måske også meget rart, når det roder helt vildt meget. Når det roder, er det rart, at rydde op. Så får man sorteret tanker samtidig.

Begge mine chefer og flere af mine tætte kollegaer har skrevet. Alle sammen er bare rigtig søde. Min ene chef skrev, at hun holdte efterårsferie, men at hendes mobil var tændt, hvis jeg havde brug for at snakke, skulle jeg bare ringe. Bare giv jer tid, skrev de. Det var rart. Jeg er rigtig glad for mit job. Både mit job og mine kollegaer, det er virkelig som det skal være. Også i sådan en situation som nu. Tak for det.

Når vi får svar på prøverne, tror jeg vidst lige at vi skal en tur i skoven. Om det bliver for at sige farvel til spunken, eller tak, ved jeg ikke. Men jeg tror jeg skal ud og snakke lidt mere intenst med mine guder.

Hill Frigg for at gøre mig stærk ligenu! Hill Odin for at gøre os vis. Hill Fria for at vise os kærligheden, selv i svære tider.

Tanker, tårer og kærlighed.

– over and out –



Tomhed…

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:35:58

Det føles bare så underligt. Vi var til nakkefoldsscanning idag. Det eneste jeg har været bekymret for, var om de flyttede min termin. Jeg gik og tænkte: Ai hvis de rykker min termin, så bliver jeg tosset. For jeg VED bare, hvornår jeg er blevet gravid…

Vi kommer ind. Jeg folder bukserne ned. Hun fører apperatet på mig og begynder at kigge. Det første vi ser, er et hovede, arme og ben der ligger og spræller. Små bitte arme og ben, men de spræller og jeg tænker: WAUW hvor dejligt. Den er bare så fin og glad. Sikke en glad lille en vi har der. Der allerede ligger og spræller. Selvom dens hovedskal kun er 22mm bred…

Pludselig skifter hendes udtryk i ansigtet… Hun siger at hun bliver nødt til, lige at hente en læge.

Lægen kommer. Vi får atvide, at det ser meget slemt ud. Nærmest abnormt. Nakkefolden er ikke en nakkefold, men en væskeansamling, der er på hele rykken, fra nakken. Den er 11mm bred, på det bredeste sted, hvor den burde være 2mm max…

Jeg føler mit hjerte hamre og jeg bliver fuldstændig bleg. Jeg kan slet ikke sige noget. Husbonni spørger ind til det. Spørger til, HVAD der kan være galt. Spørger til hvor stor risikoen er. Risikoen er høj. Ekstremt høj. Normalt, når man taler om høj risiko, er den 1:250. Altså en ud af 250 for at der er noget galt…

Vores risiko er 9:1… Altså omvendt. Altså 90% risiko for at babyen ikke bliver. For at babyen har downs, eller en anden alvorlig kromosomfejl. – Det er både blodprøven og scanningen der viser HØJ risiko.

Hvis babyen er syg, skal vi sige farvel til den. Ingen tvivl om det. Vi skal ikke have et barn der er sygt, der skal på hospitalet, specialskoler, skal opsluge hele familiens energi og som ikke vil få et normalt liv. Sådan har min holdning altid været og den føles helt klar, selvom jeg har et konkret liv inden i mig, at tage stilling til. Jeg vil aldrig kunne gøre det mod Idun. Jeg har set før, hvordan en handicappet lillesøster/bror, tager hele familiens energi og pladsen fra Idun.

Vi har altid haft den holdning til familieliv, at vi skal være en FAMILIE. Vi skal være sammen alle sammen. Sådan vil det ikke blive, hvis vi har et handicappet barn. Eller så handicappet, som der er risiko for.

I morgen skal vi på sygehuset igen. Vi skal have lavet moderkagebiopsi. Risikoen for spontan abort er 1-2% ved moderkage biopsi, men når risikoen for at babyen går til er 90%, så vil jeg ikke gå og vente i 2 uger, før jeg kan få lavet fostervandsprøve i stedet. Det kan jeg simpelthen ikke.

Nu skal jeg skrive til mit arbejde, at jeg ikke helt ved, hvornår jeg er klar til at gå på arbejde igen og så skal jeg finde ud af mig selv. Jeg føler mig bare HELT tom inden i.

Vi var bare så glade, da vi så den sprælle. – Jeg var så glad for at husbonni var med, for jeg kunne slet slet ikke spørge om noget. Jeg sad bare og var tom inden i. Jeg var helt lamslået.

Ironisk nok, så passede min termin…

– over and out –



Nu er det i morgen!

Spunken Posted on Fri, July 10, 2009 21:30:38

At vi skal til første scanning med spunken, så tænkte jeg at det kunne være sjovt, at genopfriske det første (og eneste) scanningsbillede vi har af Idun… – Eller der var vidst 2… men altså.

Billederne er fra 17. uge, så det er ca en måned længere fremme end vi er nu. Nu bliver vi jo scannet, her i nakkefoldsperioden og gennemscannet omkring uge 20. Så der er god plads til at se spunken :o)

Men først:

Idun…:

At vi skal til første scanning med spunken, så tænkte jeg at det kunne være sjovt, at genopfriske det første (og eneste) scanningsbillede vi har af Idun… – Eller der var vidst 2… men altså.

Billederne er fra 17. uge, så det er ca en måned længere fremme end vi er nu. Nu bliver vi jo scannet, her i nakkefoldsperioden og gennemscannet omkring uge 20. Så der er god plads til at se spunken :o)

Men først:

Idun…:



Next »